Nicklas Bendtner skifter norske Rosenborg ud med FC København. Det bekræfter FCK på klubbens hjemmeside.
Dermed modsiger manager Ståle Solbakken sig selv, efter at han for nyligt afkræftede, at Bendtner var et emne for FC København, da han i sin nuværende forfatning ikke var i stand til at tilføre de danske mestre noget.
Nicklas Bendtner: Det er en helt særlig chance
Alligevel er der taget en vurdering af angriber-situationen, hvor Jonas Wind er ude med en korsbåndsskade og Dame N'Doye ude i hvert fald i september.
Og så har Solbakken altså ment, at Pieros Sotiriou og nytilkomne Michael Santos ikke alene har kunnet udgøre FC Københavns angreb, og så har Bendtner været den angriber, der var tilgængelig med meget kort varsel.
31-årige Nicklas Bendtner var senest i aktion for Rosenborg 28. april i et 0-3-nederlag til Molde. Han træner med sine nye holdkammerater første gang onsdag formiddag, hvorefter der er pressemøde i Parken.