BRØNDBY (Ekstra Bladet): Bittert! Tre dage før braget mod Liverpool på Anfield, der uden sammenligning bliver en kæmpe oplevelse for FCM-spillerne – uanset resultat – måtte Jesper Hansen sætte sig i græsset og opgive at spille videre.
- Jeg mærker et lille riv i lysken og ved med det samme, at det ikke er godt. Jeg kunne ikke fortsætte, og lige, da jeg gik ud, jaeh… Der tænker man jo sit, siger den 35-årige målmand. Relativt afklaret.
- Vi har en spændende kamp allerede tirsdag aften i Liverpool. Men jeg prøver at bevare optimismen, og det føles også allerede lidt bedre nu. Jeg håber, det ikke er så slemt, som jeg først troede.
Kender du til lyskeskader?
- Nej, det er meget lidt. Jeg havde lidt i Frankrig engang, men ellers kender jeg ikke til det. Jeg ved bare, det er et problematisk område. Det er ikke noget, man bare lige kommer over. Vi har et par dage, og hvis jeg ikke når det, så er det selvfølgelig mega ærgerligt.
Jesper Hansen forlod banen efter en time, da Brøndby førte 2-0. To minutter senere reducerede Anders Dreyer.
Sidder du ude bagved og ser slutningen på kampen?
- Ja, og jeg tænkte jo mit, da jeg gik ud, for den første time var ikke god. Jeg når ikke at se det første mål, vi scorer, for da er jeg på vej ind i omklædningsrummet, men jeg ser resten på telefonen, siger Jesper Hansen, der godt nok har set meget – men denne vending på en kamp havde han ikke set komme.
- Det er jo helt vanvittigt, at vi kommer tilbage og vinder denne kamp, for vi var meget langt fra i den første time. Men det viser, at vi har den her mentalitet, der giver os kræfter til at komme tilbage. Det var lidt sent, men det var nok.
- De kunne jo godt have scoret flere, den kunne godt have stået 4-0, og vi skal have kigget på vores forsvarsspil. Det har ikke været så godt på det seneste.
Men nu ved I, at I sagtens kan tåle at komme bagud 0-2 på Anfield tirsdag og vinde alligevel…
- Ja, og så kan vi vinde 7-2 ligesom Aston Villa! Nej, men uanset hvad – og om jeg kan spille – så bliver det en fed kamp og noget af det største for os, og det er fedt at tage derover med denne sejr i bagagen. Det havde været skidt at rejse med 90 dårlige minutter – nu var det kun 60…
Er Liverpool også DIT hold eller hvad?
- Nej, det er det ikke. Jeg er god, gammel Juventus-fan fra sidste gang, jeg var i Champions League med FC Nordsjælland. Juventus var den kamp, hvor jeg fik mit eneste Champions League-point (1-1 i Parken) – og hvor jeg ikke lukkede mere end tre mål ind, haha, siger Jesper Hansen og tilføjer:
- Jeg har ikke nogen særlig god rekord på mine Champions League-kampe, og den blev heller ikke bedre mod Atalanta, desværre!
Ballade i Brøndby - blodet flød