Blåstempler kontroversiel situation: - Ti centimeter er meget!

Ifølge DBU's dommerformand, Michael Johansen, var det helt korrekt, at AaB's Tim Prica fik annulleret sin scoring mod OB. I VAR-vognen brugte man andre billeder, end dem tv-seerne fik serveret

Tim Prica (t.v.) fik underkendt sin flotte scoring mod OB, og det var ifølge dommerformand Michael Johansen helt korrekt. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Tim Prica (t.v.) fik underkendt sin flotte scoring mod OB, og det var ifølge dommerformand Michael Johansen helt korrekt. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det var helt efter protokollen, at Tim Prica fredag aften fik annulleret sin scoring mod OB.

Efter et VAR-gennemsyn måtte svenskeren skuffet forlade Odense både point- og målløs.

AaB'erne havde svært ved at skjule deres skuffelse og forundring over kendelsen, og på sociale medier blev den også diskuteret heftigt.

Men ifølge dommerformand Michael Johansen er der ingen tvivl. Der var offside, og det var helt korrekt, at VAR greb ind.

- Der er tale om en offside, og det er således, at den skal tages. Vi kan ikke ignorere det. Det ville faktisk være at tilgodese det ene hold, ved at man ikke forholder sig til det, siger Michael Johansen i 'Dommerformanden forklarer' i Spillerforeningens podcast 'Spiller til Spiller'.

Her siger Johansen, at han godt kan forstå, at situationen blev diskuteret, og at det ikke ud fra tv-billederne virkede 'clear and obvious'.

- Men det handler mere om, at man ikke valgte at zoome ind.

Tim Prica var knust efter opgøret i Odense. Han troede, at han havde sikret AaB et point, men efter et VAR-gennemsyn blev hans scoring annulleret. Prica var ti centimeter offside. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Tim Prica var knust efter opgøret i Odense. Han troede, at han havde sikret AaB et point, men efter et VAR-gennemsyn blev hans scoring annulleret. Prica var ti centimeter offside. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det gjorde de ude i VAR-vognen, og der var de altså ikke i tvivl om, at Tim Prica var offside.

- Ti centimeter er meget i forhold til offside. Vores linjedommere skal kunne se en offside på ti centimeter. Det forventer vi som en naturlig del af spillet.

- De kan blive snydt nogle gange. Det blev de så her. Men når vi har tv-materiale, der klart understøtter, så skal vi også intervenere, siger Michael Johansen med tryk på klart.

Han afviser kritikken af, at vi i Superligaen skulle nærme sig Premier League-tilstande. Han fastslår, at når tv-billederne entydigt beviser en forseelse, så skal der også dømmes efter det.