Boiles første røde: - Noget lort

Nicolai Boilesen var udnævnt til FCK-anfører men endte i stedet med at skulle forklare det røde kort, der ændrede kampen

Boilesen er voldsomt utilfreds! Dagens anfører får rød billet efter hånd på bolden

Han var i Carlos Zecas fravær udnævnt til ny anfører, men i stedet for at kunne evaluere kampen som holdets leder, måtte Nicolai Boilesen i på trist vis gøre det som kampens syndebuk.

For det røde kort, han fik i det 18. minut, og som var hans karrieres første, kom i den grad til at præge kampen. Og selv om FC København kom foran endnu engang, så var det nordsjællænderne der med et gudemål af debuterende Simon Adingra tog sidste stik med 2-2.

Og ikke nok med det. Det er et rødt kort, der pointmæssigt ser ud til at koste Boilesen hele tre spilledages karantæne.

- Det var noget lort. Det var mit første røde kort i min professionelle karriere, og det var godt nok et dårligt tidspunkt at få det på, konstaterede han efter kampen, mens han nærstuderede sine skoskuder.

- For det er klart, at når det kommer så tidligt i kampen, så er det umådeligt svært for mine holdkammerater at gøre noget ved.

Om situationen forklarede han:

- Jeg glider og prøver at rejse mig, men kan ikke nå det. Min intention er ikke at slå bolden væk men at kaste min krop ind foran Kamaldeens ben, men jeg ender så med på en eller anden måde at bruge hånden.

- Det andet havde vel også givet rødt?

- Det havde det nok, men min intention var i alt fald ikke at lege håndboldspiller. Jeg mærker faktisk ikke, at jeg rammer bolden med hånden, men det kan jeg selvfølgelig godt se på tv-billederne, så det er vel fair nok.

- Jeg tager det på min kappe, men det var bare ikke noget, jeg gjorde med vilje.

Andre kunne måske have nået at tackle den hurtige FCN-angriber.

- Jeg når ikke at orientere mig, men min første indskydelse er, at jeg er i en en-mod-en-situation mod Kamaldeen, og så ligger jeg pludselig på jorden. Så jeg når ikke at tænke så meget. Man kan godt være bagklog bagefter, men instinktet siger, at jeg skal forsvare.

Siden måtte han så sidde yderst på stolen og følge sine kammeraters fight, der så længe så ud til at give bonus.

- Jeg er megastolt af drengene. Jeg kan godt forstå, at de er skuffede dernede, for det var en mandfolkepræstation, og jeg kunne virkelig have undt dem tre point efter den arbejdsindsats.

- Det er ekstra bittert, at det er mål i sidste øjeblik i begge halvlege. De var ellers ikke superfarlige, men det var godt sparket ind til 2-2, må man sige. Det må man også give kredit for.

- Men jeg er frustreret og megaskuffet, også over at misse nogle vigtige kampe nu, hvor jeg ikke kan hjælpe holdet, lød det fra Nicolai Boilesen.

Boilesen lægger sig fladt ned efter udvisning: Min intention var at stoppe Kamaldeens løb