Bombe efter nyt Europa-flop: Slutspil lurer i Superligaen

Divisionsforeningen er gået i ledtog med det firma, der står bag slutspillet i Belgien

Planerne om slutspil i Superligaen befinder sig endnu på et tidligt stadium Foto: Lars Poulsen)
Planerne om slutspil i Superligaen befinder sig endnu på et tidligt stadium Foto: Lars Poulsen)

BRUGGE (Ekstra Bladet): Næste uge kan blive skelsættende for dansk fodbold.

Når Divisionsforeningen holder møde 3. marts, er der nemlig gæster ved bordenden. Det hollandske firma Hypercube er inviteret.

Og dermed kan fodboldelskere godt forberede sig på, at debatten om slutspil i Superligaen blusser op igen.

Hypercube har nemlig flere erfaringer med at ændre fodboldligaer – og deres revolution af ligaen i Belgien er yderst opsigtsvækkende.

Normalt er fodbold i Belgien ikke interessant for danske fodboldfans. Og deres liga-struktur er cirka lige så interessant som en analyse af det seneste møde i Færøudvalget.

Men hvor dansk fodbold de senere sæsoner er gået fra det ene tvivlsomme europæiske eventyr til det næste, så kravler de store belgiske hold alle op ad ranglisterne. Anderlecht har eksempelvis ikke været rangeret højere siden årtusindskiftet.

Fem års elendighed: Her er fiaskoerne, der koster Danmark

11 pladser bedre end Danmark
En af årsagerne til den belgiske optur skal findes i den totale ændring af liga-strukturen, der blev indført i 2009. Ligaerne blev skåret til, og der blev indført slutspil på flere niveauer i et system, der bliver beskrevet som det mest komplekse i Europa.

Da slutspillet i Belgien blev indført, rangerede Danmark på europæisk plan over Belgien. I dag er Belgien 11 pladser bedre end Danmark.

- Jeg har hele tiden støttet den nye struktur fuldt ud, siger Club Brugge-træner Michel Preud’homme.

- Idéen var at generere flere penge til ligaen og sikre bedre resultater internationalt. Det er lykkedes, konstaterer han.

- Det er ekstremt udfordrende med kulminationen på sæsonen, hvor der venter store kampe hver uge. Det er næsten lige så intenst som et VM, siger Brugge-træneren.

I Norge har Norsk Toppfotball også rejst spørgsmålet om de svigtende internationale resultater. Den diskussion er kommet endnu længere end her i Danmark. Nordmændene har allerede fået Hypercube til at lave en 88-siders rapport omkring liga-strukturen, som i marts er til debat i ’Fotballtinget.’

Overblikket: Her er de bedst betalte i din superligaklub

Giver fremgang i Europa
Samtlige tre struktur-forslag fra Hypercube inderholder slutspil i forskellige formater i Norge.

– Jeg oplever, at klubberne ser positivt på det her. Konkurrencen bliver skærpet, kampene bliver mere lige, og dermed bliver kvaliteten hævet. Og målsætningen er, at det skal give fremgang i Europa, siger sportschef Jo Bergsvand fra Norsk Toppfotball.

Hypercubes tilstedeværelse på Divisionsforeningens møde i næste uge gør flere kilder en dyd ud af at bagatellisere. Firmaet skal lave et ’inspirationsoplæg,’ som det beskrives.

Og tavsheden omkring Hypercube tjener som en erindring om, hvor giftig debatten normalt bliver, når det kommer til at ændre på strukturen i topfodbold.

I 2003 strandede et forsøg på at ændre strukturen i Superligaen og de underliggende divisioner på beskæmmende vis, da et hovsa-kompromis blev pillet totalt fra hinanden på DBU’s repræsentantskabsmøde.

Den nuværende Superliga-struktur har eksisteret siden 1995. Inden da blev der i fem sæsoner forsøgt forskellige typer af slutspil omkring nedrykning og mesterskab.

Her er Superligaens 20 bedst betalte

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Hvor der er penge, der er Peter