Bombe i Superligaen: Derfor røg han ud

Ønsket om at få en stærkere købmand i sportsdirektør-sædet kostede Allan Gaarde jobbet

Hvad skal vi lægge i fyringen af Allan Gaarde? Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, analyserer. Producer: Lasse Brøndal

Sommerens kiksede salg af Oliver Abildgaard og Jores Okore fik afgørende betydning for sportsdirektør Allan Gaarde, der tidligere tirsdag øjeblikkeligt blev losset ud af AaB.

En afsked, som bestyrelsesformand Torben Fristrup hårdnakket påstår, ikke er en fyreseddel, men i denne sammenhæng handler det mest om valg af ord. Handlingerne siger: fyring:

- Vi har over en periode haft nogle drøftelser, og vi er kommet frem til, at vi vil have en anden profil på sportsdirektør-posten fremadrettet. Initiativet til de drøftelser er kommet fra bestyrelsen, og Allan Gaarde har været medvirkende, siger Torben Fristrup indledningsvist over telefonen til Ekstra Bladet.

Da vi til sidst i samtalen kommer ind på emnet igen, så stejler han over udtrykket fyring, selv om han vurderer, at Allan Gaarde var interesseret i at fortsætte.

- Jeg tror ikke, at Allan Gaarde havde svært ved at se sig i jobbet fremover, siger han

- Det er en gensidig aftale. Hvis man går med nogle tanker, og det kan jo være, at Allan Gaarde i forbindelse med vores samtaler har gjort sig overvejelser, så er det et spørgsmål om, hvem der kommer først med ønsket om noget andet. Jeg vil ikke kalde det en fyring, men det er en drøftelse, som vi i bestyrelsen har taget initiativ til, fastslår bestyrelsesformanden.

Allan Gaarde fik seks år i AaB. Foto: René Schütze
Allan Gaarde fik seks år i AaB. Foto: René Schütze

Efter Allan Gaardes exit skal bestyrelsen til at formulere kravene til den fremtidige sportsdirektør. Når bestyrelsen formulerer forventningerne der, står det også klart, at det netop er ønsket om at få en bedre fodboldkøbmand ind, der har været drivende i snakken omkring Allan Gaardes rolle.

Han leverede store salg af Christian Bassogog, Lukas Spalvis og Joakim Mæhle, hvilket udløste store overskud. De penge blev efterfølgende sat i spil igen uden at investeringerne i nye spillere som eksempelvis Edison Flores, Pavol Safranko og Filip Lesniak for alvor lykkedes,

Pengene fra storsalgene er brugt op. AaB's egenkapital er nu atter barberet ned til udgangspunktet, og det betyder, at kravene til at skabe indtægter skærpes i de kommende år i AaB.

- Vi kan se ind i den fremtid, som fodbolden går mod nationalt og internationalt. Der er konkurrenter i Superligaen, der øger spillerbudgetterne, og med reduktionen af Superligaen til 12 hold bliver kravene til at få succes i Superligaen skærpet. Der er mange kandidater til at komme i top seks, og kravene til at kunne levere hele tiden øges, siger Torben Fristrup, som har et væsentligt kommercielt fokus.

Salget af Oliver Abildgaard kiksede i sommer. Foto: René Schütze
Salget af Oliver Abildgaard kiksede i sommer. Foto: René Schütze

- Det gælder på alle områder, at vi skal være dygtige til at skabe indtægter. Det gælder sponsorer, stadionoplevelsen og spillersalg er en vigtig del af det. Det er de samlede faktorer vi skal have gearet, siger han.

- Det handler ikke om at sælge spillere for enhver pris. Vi sælger ikke dygtige spillere for ussel mammon. Vi skal have fornuftige penge, men det handler i høj grad også om at have flair for markedet, lyder den generelle konstatering fra Torben Fristrup, da Ekstra Bladet specifikt spørger ind til sommerens kiksede transfersaga om Oliver Abildgaard.

Sparta Prags råderum til at hente Abildgaard lå fast på 1,3 mio. euro, og handlen strandede, fordi AaB for sent opfattede, at tjekkerne ikke kunne gå højere op.

Allan Gaarde er den anden sportsdirektør inden for kort tid, der ryger i Superligaen. Jesper Hansens exit i OB er dog mere fredeligt. Han stopper til nytår.

Allan Gaarde stopper som sportschef i AaB. Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix AaB - 22. okt. 2019 - kl. 10:29 Superliga-sportsdirektør stopper med øjeblikkelig virkning

Se også: Millionerne skal rulle: Varsler stort Superliga-salg

Se også: Presser på for drømmeskifte

30 kommentarer
Vis kommentarer