Bossens bitre Europa-besked til AGF-fans

AGF-direktør Jacob Nielsen kan ikke undertrykke sin ærgrelse over at pokalen kiksede og sølvet smuttede

AGF's tilhængere får sandsynligvis ikke lov til at overvære kvalkampene til Europa League, forventer klubbens direktør, selv om tusinder onsdag kunne juble sammen med spillerne på stadion efter sejren over OB. Se mål og højdepunkter her.

AARHUS (Ekstra Bladet): AGF er i Europa League for anden gang siden årtusindskiftet, og klubbens mange fans ser frem til mødet med international bold for første gang i otte år.

De passionerede fans må dog se frem mod Europa med en bitter melding fra AGF-direktør Jacob Nielsen.

- Jeg er overbevist om, at det ikke bliver med tilskuere, siger Jacob Nielsen.

- Jeg under virkelig vores fans, at det får det her med. Det jeg hører fra kampene mod Dila Gori, så var det virkelig en samlende oplevelse for både fans og sponsorer. Men uanset om vi kommer til at spille ude eller hjemme, tror jeg ikke på, at de kommer ind til kampene, konstaterer han.

AGF's direktør, Jacob Nielsen (i midten), i samtale med Thomas Helmig før Europa playoff-finalen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
AGF's direktør, Jacob Nielsen (i midten), i samtale med Thomas Helmig før Europa playoff-finalen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

UEFA har slået fast, at der ikke bliver lukket tilskuere ind til de europæiske kampe, der skal gennemføres den kommende måned, hvor FC København stadig er med i Europa League og Champions League skal afgøre.

Udmeldingen fra UEFA er, at tilskuere er udelukket 'indtil videre.'

Selv om Tyskland barsler med genstart af Bundesligaen med tilskuere, og der er forskellige skridti samme stil undervejs rundt i Europa, så forudser Jacob Nielsen, at UEFA ikke kommer nationale retningslinjer i møde.

- Der er tale om én kamp, hvor det afgøres, og det vil være så uretfærdigt, hvis det hold der trækker hjemmebane samtidig også får fordel af tilskuere. Derfor er jeg overbevist om, at kvalifikationskampe i runder med kun et opgør ikke bliver med tilskuere, slår Jacob Nielsen fast.

Han kunne glæde sig over adgangsbilletten til Europa blev sikret på en aften, hvor AGF styrede sagerne mod OB, men måtte bide negle til sidst i 2-1 sejren.

AGF-tilhængerne fejrede bronzemedaljerne i stort antal i weekenden. Foto: Ernst van Norde
AGF-tilhængerne fejrede bronzemedaljerne i stort antal i weekenden. Foto: Ernst van Norde

Selv om AGF med bronzen vandt medaljer for første gang siden 1997, så var AGF-bossen ikke helt tilfreds.

- Jeg er stadig ærgerlig på spillernes vegne over, at de ikke nåede at tage sølvet eller vinde pokalen. Og jeg kan godt lide, at der stadig er noget sult efter mere, siger Jacob Nielsen.

95 kommentarer
Vis kommentarer