Brøndby i kæmpe guldkollaps

Brøndby havde alle muligheder for at vinde i Randers men kortsluttede fuldstændig

Highlights: Randers vinder over Brøndby for første gang siden 2014 efter hæsblæsende seksmålsopgør

Brøndby var foran og i kontrol, men kollapsede i Kronjylland, da kampen eksploderede i et overflødighedshorn af mål og drama.

Atypiske fejl fra Andreas Maxsø og et brændt straffe af Mikael Uhre blev kostbare i guldjagten, der ser ud til at være kuldsejlet igen.

Brøndby styrede ellers løjerne fuldstændig i første akt, og efter et kvarter var Mikael Uhre tæt på at heade gæsterne i front. Hovedstødet havde retning mod det fjerne hjørne, men Patrik Carlgren kom flyvende og leverede en god, gammeldags tv-redning.

På det efterfølgende hjørnespark var den svenske keeper til gengæld prisgivet, da Hjörtur Hermannsson snød Oliver Bundgaard med sit løb i feltet og uhindret kunne heade Brøndby i front.

Det kunne være gået rent galt for værterne fem minutter senere, da lynhurtige Mikael Uhre stak fra både Erik Marxen og Simon Piesinger.

Marxen fik dog flæsket Brøndby-angriberen uden øje for bolden, og Randers’ kaptajn kunne prise sig lykkelig over at slippe med et gult kort, da dommerteamet vurderede, at Simon Piesinger var tæt nok på Uhre ikke at kalde situationen for en åben målchance.

Randers straffede Brøndby, som må spejde langt efter guld. Foto: Claus Bonnerup
Randers straffede Brøndby, som må spejde langt efter guld. Foto: Claus Bonnerup
 

Randers brugte de første 29 minutter på at halse efter udeholdet i samtlige situationer, og derfor er det ikke forkert at påstå, at udligningen kom fuldstændig ud af det lyseblå.

Et udspark fra Carlgren blev forlænget til Mathias Greve, der fikst lobbede kuglen videre til Tosin Kehinde, som via en bandestation ved navn Vito Mistrati bragte sig i en hel fri position og let kunne score. Første afslutning fra hjemmeholdet, men fodrapt og fornemt var det.

Så var værterne ellers færdige med at spille andenviolin mod guldbejlerne. For Randers åbnede anden halvleg med bulder og brag – for at sige det mildt.

45 sekunder skulle gå, så havde kronjyderne chokeret Brøndby igen. Björn Kopplin headede en tværpasning fra Piesinger i feltet, hvor Vito Mistrati løb i ryggen på en uopmærksom Andreas Maxsø. Godt løb af den kreative Randers-spiller, der lå i sin yndlingsposition som 10’er i søndagens anledning.

Minuttet efter kom Maxsø igen i vanskeligheder, da han lod Mikkel Kallesøe løbe direkte forbi og i feltet. Den normalt elegante Maxsø reagerede som en bagstiv serie 5-spiller og lod sig vælte og tumlede ind i Kallesøes ben, således den indskiftede Randers-back blev bragt til jorden som et fældet træ.

Vito Mistrati gjorde sig sikkert til dobbelt målscorer på straffesparket, og så var Brøndby pludselig i knæ mod Randers, der ikke har gjort det fjerneste for at skjule, at pokalfinalen er det altoverskyggende mål i foråret.

Se Superligaens overraskende bisseliste her (PLUS+)

Brøndby smed dog ikke håndklædet i ringen og reageret egentlig ganske fint i modvinden. Men modgangen var massiv.

Med 20 minutter igen kurrede Patrik Carlgren hovedløst ud i en fremadstormende Simon Hedlund, der kun havde straffespark i hovedet. Det blev korrekt givet, men Mikael Uhre misbrugte muligheden. Faktisk blev han grebet ud af den svenske synder.

Simon Hedlund var dog Brøndby en god mand i Kronjylland, og med et kvarter igen bragte den hurtige svensker håbet tilbage efter et dybdeløb, hvor han igen var den snabbaste.

Brøndby kom aldrig helt tæt på et comeback, og i det afsluttende pres afgjorde Tobias Klysner sagerne tre minutter før tid.

Der er lang vej til guld for Brøndby.

Jesper Lindstrøm står overfor en knæoperation. Læs mere om Brøndby-stjernens dilemma her (PLUS+).

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

En del gerningsmænd synes at gå fri