Brøndby balancerede på randen af et sammenbrud, da Vejle førte 2-1 med 11 minutter igen, men så foretog Niels Frederiksen to indskiftninger, der fik afgørende betydning for kampens udfald.
Både Blas Riveros og Christian Cappis havde stor andel i, at Brøndby på fire gyldne minutter fik vendt kampen. Fra 1-2 til 3-2 sejr.
Først fik Blas Riveros en assist, da han spillede på tværs til topscorer Mikael Uhre, siden tordnede Christian Cappis bolden i mål fra kanten af feltet via den ene opstander.
Lidt af en heldig hånd fra Niels Frederiksen med de to indskiftninger.
Derved har Brøndby nu kontakt med top-6 feltet. Det har jo været meldingen fra Niels Frederiksen et stykke tid, at Brøndby fokuserer nu på at spille sig ind i top-6.
Lukas Engel havde tidligere i halvlegen scoret til 2-1, da han fik lov at stige til vejrs og heade Tobias Mølgaard fine aflevering i mål.
I den situation virkede Brøndby meget passive i flere sekvenser af spillet. Først lå Kevin Mensah alt for langt fra Mølgaard, der helt upresset fik lov at slå indlægget. Siden var Sigurd Rosteds fødder klistret til jorden.
Stopperen blev således stående på flade fødder, så Lukas Engel helt ugeneret kunne stige til vejrs og score uden chance for vikarierende Thomas Mikkelsen i Brøndby-målet.
Vejle sluttede kampen med kun ti mand, da Mouhammadou Drammeh fik sit andet gule kort og blev udvist.
Retur efter 343 dage
Dagens største bifald på Brøndby Stadion fik Blas Riveros, der gjorde comeback på topplan efter en skadespause på 343 dage. Og den driftsikre back var som sagt med i udligningen til 2-2. Kevin Mensah slog en tværpasning i feltet, hvor Riveros på bageste stolpe spillede Mikael Uhre helt fri, så Brøndby-topscoreren kunne trille bolden i mål.
VAR-hjælp til Vejle
Mads-Kristoffer Kristoffersen havde i første omgang ikke dømt straffespark, da Sigurd Rosted forsøgte at holde i Allan Sousa, da Vejle-spilleren trak ind i feltet.
Men med hjælp fra VAR-vognen og en gentagelse på skærmen ude ved sidelinjen, fik Kristoffersen på andre tanker.
For tv-billederne viste klart, at Sigurd Rosted havde fat i Vejle-spilleren, så han måtte dømme straffespark og efterfølgende uddele et gult kort til Rosted.
Allan Sousa scorede sikkert på straffesparket. Thomas Mikkelsen, der afløste en skadet Mads Hermansen, blev lokket til den ene side, mens Sousa lavede en ’Panenka’ og loppede bolden i mål.
Brøndby vågnede
Scoringen fik Brøndby til at vågne op efter en lidt sløj start. Udligningen faldt blot fem minutter senere, da Simon Hedlund havde set Andreas Bruus fine løb inde i feltet.
Brøndby-backen scorede sikkert uden chance for lejesvenden Sten Grytebust.
Anis Ben Slimane havde kort før pausen en stor mulighed i feltet, hvor bolden strøg lige forbi den ene opstander.
Brøndby var uden skadede Mads Hermansen og Mathias Greve. De ventes begge klar i den kommende uge, hvor Brøndby torsdag møder Rangers på udebane i Europa League-gruppespillet, mens FC København venter på Brøndby Stadion søndag.