Brøndby-profil slemt skadet: Rammer hele familien
Kasper Fisker kalder det ’mesterskabssæsonen’, selv om alt gik galt den forfærdelige fredag i Horsens, da Kjartan Finnbogason med to sene scoringer destruerede Brøndbys march mod guldet.
- Det nager stadig væk rigtigt meget. Jeg kan ikke acceptere i mit hoved, at jeg ikke skulle vinde et mesterskab med Brøndby, siger Kasper Fisker.
- Nede i Horsens spiller jeg på nær de sidste seks minutter. Vi fører stadig 2-0, da jeg bliver taget ud. Jeg husker det tydeligt: Jeg tænker: Fuck hvor fedt, nu skal vi bare køre den hjem mod AaB i den sidste hjemmekamp, fortæller Kasper Fisker.
Minuttet efter reducerer Horsens til 1-2.
- Jeg tænker bare: Det er løgn. Det sker ikke… Jeg bliver taget ud i det 88. minut, vi fører 2-0 og jeg tænker, at nu skal vi bare vinde på mandag, så er vi danmarksmestre. Allerede der tænker jeg kun på den kamp, jeg spiser en banan og får kompression på benene. Så reducerer de. Jeg lægger mig ned ved siden af bænken, lukker øjnene. Nu gider jeg ikke se resten, fortæller Kasper Fisker.
- En fra staben sidder på stol ved siden af. Han ser mig, og da vi til sidst har bolden oppe i deres ende siger han: Du kan godt rejse dig, Kasper! Nu er den hjemme. Så jeg rejser mig og kigger – og 30 sekunder senere udligner de…
- Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg rejste mig op og kiggede. Hvis jeg ikke havde gjort det, var det ikke sket! Han følte også, han havde jinxet den og havde dårlig samvittighed over for mig. Bagefter ... Hele aftenen bagefter på hotellet… Det er det værste, jeg nogen sinde har oplevet. Det var helt vanvittigt.
Kasper Fisker husker alt for godt parløbet med FC Midtjylland i foråret 2018.
- Vi vandt om søndagen og spillede drømmefodbold, FCM spillede om mandagen, og man tænkte: Hold kæft hvor er de ringe! De var konstant bagud 0-1 og vandt 2-1 hver gang. Man tænkte: Nu taber de, og det gjorde de bare ikke. Det lyder bittert, men det var os, der spillede fantastisk.
Dagene og ugerne efter – hele sommeren – var hæslig.
- Jeg fyldte 30 dagen efter AaB-kampen. Jamen… Hele den sommer var forfærdelig. Vi tog til Jylland om tirsdagen og sad på færgen med min mor og andre familiemedlemmer. Jeg havde jo sikret mig 50 billetter til den kamp, hvor vi skulle kåres som danske mestre… Børnene var glade, men bortset fra dem var stemningen som til en begravelse.
- Der var ingen, der talte fodbold med mig i de dage. Der var forståelse. Min fødselsdag blev aldrig fejret. Den var arrangeret, men det endte med, at vi fejrede Elvas toårs fødselsdag i stedet. Sommerferien var jo bestilt, og det hjalp at komme væk fra Danmark og ud på en lille græsk ø. Men det gør stadig ondt at tale om det.
Hvad er det med dig og Brøndby?
- Det er fortællingen om sammenhold, fællesskab, forening, arbejderklub – det er lige mig. Fællesskabet med fans, Danmarks største klub. Derfor jeg siger ja til dig. Jeg kan godt lide at fortælle en god historie, som jeg er en del af. Når man spiller i Brøndby, er man i orkanens øje. Det er en fed følelse.
Søvnløs Brøndby-profil skal opereres igen i eftermiddag