Brøndby statister i FCM-opvisning

FC Midtjyllands 2-0-sejr var alt for lille i forhold til spil og chancer. Brøndby var kun statister

HERNING (Ekstra Bladet) Der var god gammel mesterklasse over en stor del af det, som FC Midtjylland leverede på vejen mod det, der endte som en alt for lille sejr i topkampen mod Brøndby.

2-0 blev slutfacit for øjnene af 9508 tilskuere på MCH Arena, men det kunne være blevet til meget, meget mere, hvis ikke blandt andet målstolperne havde været i vejen for hjemmeholdet, ligesom koncentrationen også svigtede på et par store kontramuligheder i 2, halvleg.

Fra den sidste halvdel af 1. halvleg og i resten af kampen så man nemlig en flok ulve i perioder, som når de var bedst i guldsæsonen.

De var målbevidste og målsøgende og reducerede et tamt Brøndby-hold til statister.

Det flotte spil udløste dog kun en enkelt scoring før pausen.

Rilwan Hassan var mester for målet, da Johan Elmander uheldigvis forlængede et langt indkast ned i hans fremstormende fødder midt i feltet.

Men som sagt kunne det være blevet til meget mere.

To gange måtte en veloplagt og offensivt meget skabende Filip Novak således se forsøg prelle af på stolpen, mens Kristoffer Olsson blev presset så meget af en Brøndby-forsvarer, at han sparkede forbi bolden, da han fik chancen tæt under mål.

Daniel Agger måtte udgå med en skade i baglåret. (Foto: Ernst van Norde)
Daniel Agger måtte udgå med en skade i baglåret. (Foto: Ernst van Norde)
 

Brøndby satsede fra 2. halvlegs start på at få vendt bøtten ved at sende Thomas Kahlenberg på banen i stedet for en totalt anonym Andrew Hjulsager.

Det udløste et par gange lidt tumult i hjemmeholdets straffesparkfelt, men stadig var det midtjyderne, der var mest farlige, når de rykkede frem.

Johan Larsson nåede at redde et forsøg fra stærkt spillende Rilwan Hassan på mållinien, inden Martin Pusic var på pletten og headede et glimrende indlæg fra Kian Hansen i nettet.

Pusic virkede fra start uhyre opsat og meget målrettet på at levere en af de præstationer, som man har savnet længe, men som tidligere gjorde ham til Superligaens bedste angriber. Og det var en fortjent belønning for den indsats, at han kom på scoringslisten.

På samme måde så man også en masse sprudlende og energiladede udfald fra Pione Sisto, og han kunne godt have fortjent en bedre skæbne, da han efter en dribletur fyrede et fladt skud af.

Men det prellede af på stolpen hos Brøndbys reservemålmand Mads Toppel, der stod som et af sit holds bedste i en kamp, hvor landsholdsanfører Daniel Agger måtte udgå midt i 2. halvleg med en skade.

61 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere