Brøndby-triumf

FC Midtjylland smider for anden runde i træk point, og Superligaen åbner sig i toppen

Tilbage i topstriden: Brøndby nedlægger FC Midtjylland efter to Uhre-kasser.
Følg Superligaen

De kæmpede indædt om mesterskabet sidste sæson, og nu kommer Brøndby minsandten blæsende bagfra og nærmer sig målsætningen om top tre i rask galop.

Folkene fra Vestegnen fik lukket huller både her og der med sejren over FC Midtjylland på MCH Arena.

De gule vandt 2-1 og har nu slået et hul ned til AGF uden for top seks på hele syv point, og der er såmænd også ved at være kontakt nordpå i tabellen med blot tre point op til FCK og syv til ulvene fra Herning.

Spændingen stiger her før julepausen – og tak for det!

Mikael Uhre er bare ustoppelig. Bedst som de mange sortklædte FCM-fans følte sig nogen lunde sikre på, at kaptajn Erik Sviatchenko og hans ulvekobbel var i forholdsvis stabil cruise control, dukkede Superligaens topscorer op som en sulten og glubsk leopard og satte to gange med fem minutters mellemrum de sylespidse hjørnetænder i sit bytte.

FC Midtjylland kom ellers buldrende fra start.

Henrik Dalsgaard fangede noget løst affald efter et frispark og headede på stangen i det ottende minut, og tre minutter senere fangede Gustav Isaksen så Brøndby-defensiven i al almindelighed og Josip Radosevic i særdeleshed i Brøndby-feltets absolut yderste udkant.

Mikael Uhre jubler efter scoringen til 2-1 - hans tiende mål i sæsonen. Foto: Claus Bonnerup
Mikael Uhre jubler efter scoringen til 2-1 - hans tiende mål i sæsonen. Foto: Claus Bonnerup
 

Brøndby-fighteren snuppede benene på Isaksen, da han lynsnart tog et træk baglæns, og man kunne se det straffespark helt fra Ikast og Bording uden kikkert – men episoden blev først ophøjet til VAR-bedømmelse kort efter – og så rungede jublen på en fyldt  MCH Arena.

Evander sendte elegant Mads Hermansen til venstre og bolden fladt ind modsat til 1-0 i det 13. minut.

Men Brøndby havde faktisk bolden mest, og folkene fra Vestegnen kender kunsten at lukrere på andres fejl – som alt andet lige er nemmere at udnytte end at sende lange bolde op i hovedet på klejne Simon Hedlund.

Jonas Lössl gjorde comeback i kassen, hvor han ikke har stået i liga-sammenhæng siden 29. august. Pudsigt nok i opgøret mod netop Brøndby, som vandt den dyst 2-0 – i øvrigt efter en kamp skåret nogenlunde efter samme skabelon.

FCM i arbejdsraseri fra start – og Brøndby der kommer halsende fra baghjul og tager magten.

Jonas Løssl så ikke godt ud, da Brøndby udlignede til 1-1 i det 36. minut. Frank Onyedika fik hovedet skævt på en clearing i luften, kuglen landede hos Uhre, der snurrede rundt som en skøjteprinsesse og fra spids hamrede kuglen mellem benene på Jonas Løssl og ind til udligning.

Fem minutter senere lavede Juninho en opspilsfejl, som Simon Hedlund prompte omsatte til en centring fra højre og lige ind i Mikael Uhres højre inderside og bum: 1-2. Henrik Dalsgaard havde forbløffende nok sluppet kontakten til af alle – Mikael Uhre, der notede sig for sin 10. sæsontræffer.

Den mand er bare brandvarm!

Midtjyderne sled og slæbte efter pausen, og Nikolas Dyhr var tæt på at udnytte en Henrik Heggheim-fejl og på rå speed nå en afslutning, som Mads Hermansen dog kunne gribe sikkert.

Indskiftede Marrony forsøgte at få styr på en lidt desperat, lang ball 12 minutter før tid, men også det løb ud i det midtjyske kartoffelsand.

Cajuste ramte overliggeren to minutter og en sjat nde i fem minutters overtid, men tættere kom de ikke. Close - but no cigar!

Slukørede FCM-sponsorerer satte fem minutter før slut kursen  ud mod firmabilerne på en aften, hvor festen for flertallet af 10.748 tilskuere fusede ud. De mange Brøndbyfans får til gengæld en lystig tur hjem!

Seneste nyt

Hvorfor må Michael Dyrby blive?

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.