Brøndby uenig med DBU: Vores fans udsatte ikke FCK-kampen

Brøndby IF har fået en bøde på 150.000 kroner for blandt andet at have været med til at udsætte kampen mod FC København den 8. marts i Parken på grund af pyroteknik, men det er en omstændighed, som Superliga-klubben ikke er enig med dommer Jakob Kehlet og DBU's disciplinærinstans om

Brøndby IF er ikke enig i bøden, de har fået fra DBU angående deres fans brug af romerlys. (Foto: Per Rasmussen)
Brøndby IF er ikke enig i bøden, de har fået fra DBU angående deres fans brug af romerlys. (Foto: Per Rasmussen)

Tidligere tirsdag fik Brøndby IF en bøde på 150.000 kroner efter uroligheder i forbindelse med derby-opgøret mod FC København i Parken i starten af marts.

Det var blandt andet hændelserne, hvor FC København-målmand Stephan Andersen blev udsat for kasteskyts fra Brøndbys fans, der var med til at give Superliga-klubben bøden, men DBUs disciplinærinstans nævner også i sin redegørelse, at klubben får den økonomiske sanktion for at være med til at udsætte kampen med romerlys op til kampstart, hvilket FC Københavns fans også var en del af.

I dommer Jakob Kehlets indberetning lyder det nemlig, at begge klubbers fans stod bag den røgudvikling, der fik ham til at udsætte kampen.

- At der ved indmarch blev affyret ca. 40 romerlys fra FC København-tribunen i banehøjde plus ét kanonslag med stor røgudvikling til følge. Samtidig blev der affyret ca. 20 romerlys fra Brøndby IF-tribunen. Derudover et kanonslag. Dette umuliggjorde rettidig start af kampen kl. 15, hvorfor kampen blev sat i gang 8-9 minutter for sent, skriver Kehlet i sin redegørelse på DBUs hjemmeside.

Men det er Brøndby IF ikke enig i.

- At Brøndby IF dog ønsker at bemærke, at det ikke er korrekt, at Brøndby IFs fans, ved indmarch, var årsag til den store røgudvikling, der udsatte kampen, lyder det i redegørelsen fra klubben.

(Foto: screendump fra Brøndby Supports facebook-side) Brøndby - 23. mar. 2015 - kl. 17:01 Se billederne: Massivt hærværk mod Brøndby-fanklub

Ikke desto mindre er røgudviklingen og kampudsættelsen, som blev resultatet af det, en del af begrundelsen fra DBUs disciplinærinstans.

- I den aktuelle sag er der tale om afbrænding af pyroteknik m.v. før eller i begyndelsen af kampen, og omfattende afbrænding af pyroteknik i det 46. minut. I forbindelse med Brøndbys scoring trængte ca. 100 tilskuere over en afskærmning, væltede bandereklamer og rev i det net, der skal hindre kast af genstande på banen, sådan at nettet ikke længere var effektivt. Endelig kastede tilskuerne ved to lejligheder genstande på banen, hvoraf flere genstande ramte FC Københavns målmand. Dette førte til en kort udsættelse af kampen, lyder det blandt andet i kendelsen fra DBU.

Brøndby IF blev i alt tildelt en bøde på 225.000 af DBU tirsdag.

Se også: Brøndby Supporters Trust jubler: Sundt tegn

150.000 var for hændelserne i Parken den 8. marts, mens klubben også fik en bøde på 75.000 kroner efter en episode i DBU Pokalkampen mod SønderjyskE den 5. marts, hvor sønderjydernes Marin Skender blev ramt af kasteskyts fra Brøndbys fans.

152 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere