'2800 tak!' Brøndby-fans i uventet opbakning

Der er solgt 2800 støttebilletter til udebaneafsnittet til søndagens kamp mellem Lyngby og Brøndby

'2800 tak!' Brøndby-fans i uventet opbakning

Brøndby ligger stadig øverst i tabellen efter sidste søndags 1-1-opgør mod AaB. Se eller gense højdepunkterne fra kampen her. Video: Discovery Networks Danmark

Brøndby-fans har støttet superligakonkurrenten Lyngby.

Op til søndagens kamp mellem de to hold på Lyngby Stadion har gæsternes fans kunnet købe støttebilletter til 50 kroner stykket til udekampen.

Det tilbud har så mange benyttet sig af, at Lyngby nu kan melde udsolgt af de fiktive billetter på udebaneafsnittet i et opslag på Twitter.

- Kære #Vestegn. Vi kan nu melde udsolgt i udebaneafsnittet på Oddset-tribunen. Tak - 2800 tak, skriver Lyngby med henvisning til de 2800 støttebilletter, der er solgt til det, der normalt er tribunen for gæsternes fans.

På hjemmesiden, hvor fans af begge hold kan købe de fiktive billetter, forklarer Lyngby, at det var efterspørgsel fra Brøndby-tilhængere, som gjorde, at det ikke kun var hjemmeholdets fans, der kunne støtte.

Superligakampen mellem Lyngby og Brøndby bliver spillet for tomme tribuner, men fans af begge klubber har købt fiktive billetter til opgøret. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Superligakampen mellem Lyngby og Brøndby bliver spillet for tomme tribuner, men fans af begge klubber har købt fiktive billetter til opgøret. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

En donation til Lyngby
- På opfordring fra flere Brøndby-fans har vi nu åbnet for støttebilletter dedikeret til Brøndby-fans, der ønsker at støtte. Vi sender en kæmpe tak til Vestegnen for de mange bidrag, skriver klubben.

På grund af coronarestriktioner må der ikke være tilskuere på de danske stadioner. Lyngby understreger derfor, at en billet ikke gælder til kampen, men skal ses som en donation til Lyngby.

Som tak trækkes der lod om kamptrøjer blandt de fans, der har købt billet.

Holdene ligger i hver sin ende af Superligaen. Brøndby er nummer et med 31 point, mens Lyngby med sine syv point ligger næstsidst i ligaen.

Opgøret begynder søndag klokken 16.

Afslører central samtale

Ny mystik om stjernen: 'Ikke virkeligheden!'

Efter Werge-bombe: 'Ikke på bar bund'