43 år: Vil aldrig arbejde mere

Den tidligere Brøndby-spiller Mikael Nilsson har besluttet sig for at gå på pension og ikke arbejde mere i sit liv. Han er 43 år

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er gode penge at tjene i fodboldens verden, og hvis man er dygtig nok, er man sikret økonomisk resten af livet, når karrieren på grønsværen er forbi.

De fleste eks-fodboldspillere vælger alligevel at tage et arbejde efter karrieren, men ikke den tidligere Brøndby-spiller Mikael Nilsson, som slog sine folder på Vestegnen fra 2009 til 2012.

Svenskeren er i dag 43 år og har officielt trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Beslutningen om en meget tidlig pension er blevet mødt at stærke reaktioner.

- Der var tilmed nogle, som sagde 'men du har jo ingen mening i dit liv'. Jeg svarede 'hvad fanden snakker du om? Jeg har to små børn, som jeg kan bruge al min tid med. Hvad mener du med mening?'.

- Det må være trist kun at finde mening i sit job. Folk er forskellige, men sådan vil jeg ikke have det, siger Mikael Nilsson til Expressen.

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer
 

Laver intet og har det godt
Den tidligere Brøndby-spiller arbejdede i en periode som scout for Panathinaikos, hvor han også huserede i en årrække som spiller. Han bor stadig i Grækenland, og her bliver han ikke mødt af fordomme over sin selvvalgte pension.

- Når man stopper med at spille fodbold i Sverige, bliver man straks mødt med spørgsmål om, hvad man så skal. Svenskere identificerer sig meget mere med deres arbejde, end grækere gør, og det er der ikke noget galt i, men det ønsker jeg ikke.

- Her synes man bare, det er skønt for mig. Jeg mødte en inder forleden, som sagde, at det er et udtryk for, at man virkelig er lykkedes i livet, når man ikke behøver arbejde. Han havde samme indstilling som mig. Han laver intet og har det godt, lyder det fra Mikael Nilsson.

BT skrev i 2009, at Mikael Nilsson tjente fire millioner kroner om året i Brøndby IF.

Svenskeren opnåede 96 kampe for Brøndby IF. Han har også spillet 16 Premier League-kampe for Southampton 64 A-landskampe for Sverige.