Ånder lettet op inden derby: Brøndby-topscorer med mod FCK

Teemu Pukki er blevet sin skade kvit og er med i Brøndby-truppen, der søndag møder FC København

Brøndby kan stille i stærkeste opstilling, når FC København søndag aften kommer på besøg i Alka Superligaen.

Truppen blev offentliggjort tidligt søndag, og den inkluderede sidste sæsons Brøndby-topscorer, Teemu Pukki, der ellers har bøvlet med en skade i denne uge.

Således var han ikke med torsdag, da Brøndby i Kroatien led et samlet nederlag på 0-2 til Hajduk Split i Europa League.

Angrebet er i det hele taget forstærket i forhold til den kamp, da Jan Kliment også er tilbage i truppen. Tjekken afsonede karantæne i Split.

Derudover har træner Alexander Zorniger igen fundet plads i truppen til den nye venstreback Anthony Jung, der er lejet for resten af sæsonen.

Det svenske nyindkøb Simon Tibbling er mulig debutant i truppen.

FC København-truppen blev udtaget lørdag. Den mangler de to skadede forsvarere Tom Høgli og Nicolai Boilesen.

Inden søndagens opgør, der fløjtes i gang klokken 18, er Brøndby noteret for seks point, mens FCK har fem. Begge har spillet tre kampe.

Her scorer forrygende Pukki mod FCM:

Superligaens hårdeste hunde: Her er de i dag

Kæmpe triumf: Brøndby er verdensmestre i FIFA

Kvist sætter rekord mod Brøndby

Angriber raser: Vis nosser - vi skal spille som røvhuller