Agger efter ny Zanka-episode: Han falder meget flot

Daniel Agger og Mathias Zanka Jørgensen var endnu engang involveret i en mindre batalje i det københavnske derby - men begge nedtonede dog episoden efterfølgende

Nettet blafrede ikke én eneste gang, da Brøndby og FC København tørnede sammen søndag aften på Vestegnen.

Men det betød ikke nødvendigvis, at der ikke var drama for alle pengene. Tværtimod.

Udover en intens fight, udvisning til Santander og en pyro-afbrydelse i starten af anden halvleg, opsnappede tv-kameraet også en mindre batalje mellem Daniel Agger og Mathias Zanka Jørgensen i slutningen af opgøret.

De to kom også i fokus i et derby sidste sæson, hvor Agger slyngede sin albue i ansigtt på Zanka. Dengang forblev Brøndby-manden på banen, da dommeren ikke havde set episoden, men efterfølgende fik den danske landsholdsanfører to karantænedage for sit albuestød.

TV: Gense episoden med Agger og Zanka fra sidste sæson

Episoden søndag aften var dog ikke nær så dramatisk.

Brøndby, der var i overtal i mere end en halv time, pressede på en scoring i slutningen af anden halvleg, da Agger faldt i feltet efter en nærkamp med Mikael Antonsson og Zanka Jørgsensen.

Brøndby-stjernen appellerede for straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs.

Hele episoden endte med, at Zanka blev skubbet omkuld af Agger, da de to mildest talt ikke var enige om dommerens beslutning.

De to Superliga-profiler blev spurgt til hændelsen efter kampen, men begge nedtonede dog episoden, selvom Agger ikke kunne lade være med at prikke til klub-rivalen.

- Vi løber og snakker, men Zanka siger så noget, han ikke skulle have sagt, og så falder han jo meget flot. Det må man give ham, da han får et skub, griner Daniel Agger og tilføjede senere over for TV3 Sport:

- Men nej, jeg skulle ikke have gjort det. Det skulle jeg ikke. Men det er sådan nogle ting, der sker, når kampene er så intense.

Agger idømt to spilledages karantæne

Zanka afslørede også, hvad han havde råbt til Agger, da de to gik hårdt til hinanden.

- Jeg sagde bare: 'Kom nu videre, Daniel', da han sikkert mente, at der var straffespark. Men mere var der ikke i det, sagde han.

FCK-spilleren er dog overbevist om, at det ikke var gået, hvis det havde været ham, der havde skubbet til en modstander.

- Hvis det havde været mig, havde jeg nok fået to spilledags karantæne. Det er jeg sikker på, siger FCK-stopperen.

Agger var også indblandet i en anden kontroversiel episode, da han opsøgte Federico Santander, efter denne havde fået sit andet gule kort.

(Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)
 

På tv-billederne kunne man se, at Agger løftede pegefingeren over for Santander og sagde et par ord til sydamerikaneren, der dog ikke reagerede på Brøndby-spillerens klare tale.

- Jeg sagde bare, at det ikke var for smart. Det var dumt at lave, forklarer Daniel Agger om den anden episode, der førte til udvisningen af FCK-angriberen.

TV: Gense episoden mellem Santander og Agger i videoen herunder