BRØNDBY (Ekstra Bladet): Det var ikke målet og sejren, der var fokus på efter kampen. Det var de rotter, der uheldigvis stjal hovedrollerne på Brøndby Stadion.
- Det hører ingen steder hjemme. Heller ikke her på Brøndby Stadion. Vi tager afstand fra kasteskyts. Uanset om det er vatkugler eller hvad det er.
- Rotter er så meget forbi grænsen. Det tager vi naturligvis afstand fra, sagde Brøndby-sportsdirektør Troels Bech.
- Skal sikkerhedskontrollen skærpes, når det er muligt at smule døde rotter ind på Brøndby Stadion?
- I dag er der udøvet en særdeles grundig sikkerhedskontrol. Det er mere hårde genstande end pelsdyr, der er blevet søgt efter. Jeg har ingen viden om, hvilken vej rotterne har taget herind på stadion, sagde Troels Bech.
En sag for displinærudvalget
Også FCK-manager Ståle Solbakken rystede på hovedet over de personer, der havde valgt at slæbe rotter med på stadion og bruge dem som kasteskyts.
- Men nu har vi heldigvis i Danmark et udmærket disciplinærudvalg. Så jeg regner med, at de nok en gang sætter sig ned og grundigt finder ud af, hvad der skal ske.
- Måske karantæne til rotterne, sagde Solbakken, der i sidste uge var stærkt kritisk over for disciplinærinstansen i forbindelse med den sag, der gav Federico Santander to dages karantæne.
- Når det handler om rotter, så er de vel mere neutrale, end når det handler om klubber. Og jeg regner heller ikke med, at Viasat kører 7-8 ekstraudsendelser på det.
- Men jeg vil ikke bruge flere kalorier på det. Jeg tror heller ikke, at Brøndby-tilhængerne er stolte af det, sagde Ståle Solbakken efter derbyet, der blev overværet af 23.405 tilskuere – og fire døde rotter.
Se tv-klippet her: FCK-spillere bombarderet med rotter
Her scorer Verbic kampens enlige kasse:
FCK ødelagde Brøndbys Mukhtar-fest