Brøndby-direktør: Ny bestyrelse ville være for meget

Tommy Håkansson kan godt se fornuften i, at bestyrelsen i Brøndby bliver siddende i denne omgang

Det bliver ikke lige med det samme, at den kriseramte superligaklub Brøndby får en ny bestyrelse, og det er ifølge bestyrelsesmedlem og administrerende direktør, Tommy Sommer Håkansson, en ganske god beslutning.

Bestyrelsen meddelte ellers tidligere, at den ønskede at træde ud af ledelsen i den økonomisk trængte fodboldklub for at gøre plads til potentielle investorer forud for generalforsamlingen 3. april.

Men efter opfordring fra de større aktionærer har den siddende bestyrelse besluttet at genopstille og blive siddende, indtil nye væsentlige investorer forhåbentlig har sluttet sig til foretagendet.

- Jeg kan godt se problematikken i, at man har en bestyrelse nu, sætter en anden ind til en generalforsamling og en tredje bestyrelse ind ved en ekstraordinær generalforsamling, når man har fået en ny ejerkreds.

- Så derfor kan jeg godt se fornuften i at fastholde den bestyrelse, der er nu, indtil man har en ny ejerkreds på plads, siger Tommy Sommer Håkansson til Ritzau.

Han afviser imidlertid at forholde sig til, hvordan det går med at finde frem til kapitalstærke investorer med mod på at involvere sig i Brøndby.

- Når der er noget nyt på den front, bliver det meldt ud via Fondsbørsen.

- Min klare holdning er fortsat, at det er utrolig vigtigt, at man får en ny aktiestruktur og en succesfuld emission, for at Brøndby kan komme videre, siger han.

Den ekstraordinære generalforsamling til valg af den nye bestyrelse vil ifølge Brøndby blive afholdt, når kapitalplanen er afsluttet og senest i juni 2013.

Brøndby er ramt af hårde tider, og de negative historier hober sig op. Klubben kæmper for overlevelse i Superligaen, og økonomien er elendig.

Det blev understreget tidligere i marts, da årsregnskabet for 2012 viste et underskud før skat på 266,6 millioner kroner efter kraftige nedskrivninger på Brøndby Stadion og en fortsat negativ drift.

Håbet er, at en aktieemission senere på foråret kan redde fodboldklubben økonomisk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere