Ekspert: Nu inviterer Brøndby investorerne

Bestyrelsens beslutning om at gå af er en invitation til investorer om at melde sig under Brøndby-fanerne

Brøndby er i gang med at lokke nye investorer til, vurderer Jesper Jørgensen. (Foto: Claus Bonnerup)
Brøndby er i gang med at lokke nye investorer til, vurderer Jesper Jørgensen. (Foto: Claus Bonnerup)

Når Brøndbys bestyrelse allerede nu lader omverdenen vide, at man agter at gå af ved den kommende generalforsamling, er det et signal om, at klubben er meget interesseret i at byde nye folk velkommen ved bordet.

Det vurderer Jesper Jørgensen, der er partner i revisionsfirmaet Deloitte og ekspert i fodboldøkonomi.

- Det er for mig at se en invitation til samarbejde for at få nye investorer ind i varmen, lyder hans vurdering af den interessante bemærkning om bestyrelsens afgang, som fulgte med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Se også: 'Stolt af mit arbejde i Brøndby'

Brøndby lader på den måde pengestærke interesserede vide, at de kan få medbestemmelse, hvis de vil investere i klubben i forbindelse med den kommende emission.

- Og selv om nye investorer ikke kan købe sig ind i klubben før efter generalforsamlingen og den emission, der er lagt op til, så kan man vælge dem ind på forventet efterbevilling, siger Jesper Jørgensen.

Bestyrelsen har lovet, at man senest otte dage inden generalforsamlingen vil komme med sit bud på en ny bestyrelse.

Se også: Hvem skal lede Brøndby?

- På den måde foregriber man begivenhedernes gang og sørger for en generalforsamling med god ro og orden, hvor tingene så vidt muligt er ordnet på forhånd, siger Jesper Jørgensen.

Han forventer ikke at se nogen fra den gamle bestyrelse forsøge at klamre sig til taburetten.

Se også: Bestyrelsen trækker sig i Brøndby

- Selvfølgelig kan de gamle aktionærer stemme sig selv ind igen, men det vil være et dårligt signal at sende over for de nye aktionærer. Det er meningen, at der skal nye folk ind, siger Jesper Jørgensen.

Brøndbys generalforsamling foregår onsdag 3. april klokken 16 på Brøndby Stadion.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere