Brøndby venter med bonus-betalingerne

Superligaens bundprop har ikke udbetalt individuel bonus til spillerne -angiveligt et beløb i nærheden af én mio. kr.

Brøndby-spillerne har ikke fået den bonus, som normalt plejer at falde med decemberlønnen. Brøndby vil først udbetale pengene, når sæsonen er forbi. (Foto: Henning Hjorth)
Brøndby-spillerne har ikke fået den bonus, som normalt plejer at falde med decemberlønnen. Brøndby vil først udbetale pengene, når sæsonen er forbi. (Foto: Henning Hjorth)

I flere år har Brøndby udbetalt bonus til spillerne to gange om året. Efter sæsonen og ved årsskiftet.

Men den procedure er pludselig ændret på Vestegnen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Brøndby-spillerne ikke fået den sædvanlige bonus, da 2012 blev til 2013. Normalt bliver den udbetalt med decemberlønnen, men intet har været normalt i Brøndby i snart lange tider.

Der er angiveligt tale om et beløb på mindst én million kroner, som Brøndby har valgt ikke at udbetale til spillerne. Klubben vil først udbetale pengene til spillertruppen, når sæsonen er slut.

Individuelle aftaler
Brøndby holder fast i, at der ikke står i spillernes kontrakter, at de har krav på bonus-udbetaling to gange om året. Derfor har klubledelsen ændret praksis.

Bonus er en del af en fodboldspillers løn. I Brøndby har mange af spillerne individuelle aftaler, hvor de får udtagelsesbonus, bonus for en plads i startopstillingen, bonus efter et vist antal spillede kamp og eksempelvis en bonus for udtagelse til landshold.

Læs også:

Se også: Ny Brøndby-bagmand træder frem

For mange fodboldspillere er bonus det ekstra flødeskum og den belønning, man får, når man præsterer på banen.

Nu kan den sarkastiske læser hævde, at Brøndby slet ikke har præsteret på banen, og derfor kan der umuligt være bonusudbetalinger til spillerne.

Men i Brøndby findes der faktisk både individuelle og kollektive bonusordninger. Sidstnævnte ordning handler typisk om en kollektiv belønning for placeringen i Superligaen og eventuel succes i pokalturneringen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Brøndby valgt at udbetale den kollektive bonus til spillertruppen. Og det handler kun om den aktuelle succes i pokalturneringen, hvor Brøndby er i semifinalen med Esbjerg som modstanderen i to kampe.

– Jeg vil ikke udtale mig om kontraktmæssige forhold. Alt, hvad der vedrører kontrakter, er en sag mellem spillerne og os, siger Brøndbys konstituerede direktør, Tommy Håkansson.

Lønkaos i Brøndby
2013 har på mange måder været kaotisk på lønfronten i Brøndby. Først skulle Brøndby-spillerne og de ansatte gå 25 procent ned i løn i januar, mens de ansatte i de følgende tre måneder kunne nøjes med en lønreduktion på 15 procent.

Læs også:

Se også: Stjerner klar med 32 mio. til Brøndby

Men det krav blev aldrig ført ud i livet, fordi det var betinget af en aftale om, hvorvidt betaling i feriepengesagen kom i stand inden udgangen af januar.

Aftalen med Spillerforeningen kom aldrig på plads. Nu venter en ny tur i Fodboldens Voldgiftsret, mens Brøndby fik løst de midlertidige likviditetsmæssige problemer, og nu har sikkerhed for lønnen til de ansatte frem til emissionen i april/maj.

Spillerforeningens direktør, Mads Øland, har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere