Agger dropper sine feriepenge

Liverpool-stjernen giver en skærv til ’Mission Red Brøndby'

Jeg vil rigtig gerne hjælpe en klub i nød, siger Agger om sin gamle klub, Brøndby (Foto: Lars Poulsen)
Jeg vil rigtig gerne hjælpe en klub i nød, siger Agger om sin gamle klub, Brøndby (Foto: Lars Poulsen)

SKOPJE (Ekstra Bladet): Brøndby vandt et vigtigt slag i kampen for overlevelse, da klubbens ansatte mandag modtog deres februar-løn.

Krigen er dog langt fra vundet endnu. Blandt andet fordi Spillerforeningen stadig har omkring 30 mio. kroner til gode på Vestegnen i feriepengesagen.

Brøndby-ledelsen kan i trængselstiden dog glæde sig over, at regningen bliver et femcifret beløb billigere.

Overfor Ekstra Bladet bekræfter landsholdets anfører Daniel Agger nemlig, at han har frasagt sig sit tilgodehavende for at hjælpe hjerteklubben.

Læs også:

Se også: Olsen: De kan afløse Bendtner

- Det har jeg. Jeg vil rigtig gerne hjælpe en klub i nød. Det er en klub, der betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker, siger Agger om sit bidrag, der næppe kan mærkes på husholdningsbudgettet i Liverpool, men som sender et stærkt signal til de øvrige spillere med penge til gode i Brøndby.

- Det er en klub, der har problemer og brug for hjælp. Det vil jeg gerne være med til. Det håber jeg, at der er rigtig mange andre, der også gerne vil, siger Daniel Agger, der havde penge til gode i perioden fra overenskomsten så dagens lys i 2004 og til han skiftede til Liverpool i januar 2006.

Læs også:

Se også: Brøndby vil slås videre om feriepenge

Han peger på, at Brøndby er meget mere end Superliga-mandskabet.

- Brøndby betyder meget – ikke bare for fodboldspillere, men også for mange mennesker. Det er en kæmpeorganisation og et kæmpe netværk. Du kan jo se, at der stadig er mange mennesker, der tropper op. Det betyder noget i hele landet og især på Vestegnen, understreger Liverpool-profilen, der har lidt med sin gamle klub i krisen.

- Det har ikke været sjovt at se på. Jeg tror godt, at vi alle sammen kan blive enige om, at det ikke er godt for dansk fodbold, hvis Brøndby ikke er der. Det er en kæmpe klub med kæmpe ambitioner, gode folk omkring den og en kæmpe fanskare. Det er ikke godt for nogen, fastslår han.

Læs også:

Se også: Morten Olsen dropper Stephan Andersen til testkamp

Selvom Agger nu følger trop med AaB’erne Jimmy Nielsen og Mattias Lindström, så har han ikke lyst til at opfordre de spillere, som fastholder deres krav, til at give afkald på deres feriepenge

- Nej, det har jeg ikke. Det er de fuldt berettigede til. Men jeg håber da, at mange vil kigge på situationen. Men det er ikke op til mig. Jeg kan kun tale for mig selv. Vi kan ikke være tjent med, at Brøndby ikke er i Superligaen. Det vil ikke være godt for dansk fodbold.

Læs også:

Se også: AGF-duo udtaget til landsholdet

I stedet nøjes han med at glæde sig over, at konkursdøden blev undgået.

- Selvfølgelig er jeg da glad. Og jeg håber da, at det går fremad. Jeg vil gøre alt for at hjælpe Brøndby, lyder det med overbevisning.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere