Brøndby millimeter fra konkurs

Nu er det alvor: På et hasteindkaldt møde med de ansatte forleden måtte Brøndbys pengemand og næstformand, Benny Winther, erkende, at klubben reelt balancerer på randen af en konkurs

Er vi så langt fra konkurs? Nej, det er meget værre, Dennis. (Foto: Jens Dresling)
Er vi så langt fra konkurs? Nej, det er meget værre, Dennis. (Foto: Jens Dresling)

Vestegnens fodboldflagskib balancerer reelt på randen af en konkurs. Det står klar for alle i klubben efter et internt krisemøde forleden.

Temaet for mødet var ellers den generelle mistillid til direktør Tommy Håkansson, og samtlige ansatte blev før mødet bedt om at skrive under på en fortrolighedserklæring, før den anspændte seance kunne begynde.

Men trods den store utilfredshed med direktøren var et af de mere presserende emner på det hemmelige møde uundgåeligt klubbens ekstremt anspændte økonomiske situation. Således ville flere af de ansatte gerne vide, hvor tæt klubben reelt er på en konkurs. Og her var der højst overraskende absolut ingen trøst at hente fra den ellers altid så optimistiske Benny Winther, der selv har penge i klubben.

Se også: Brøndby-boss: Jeg ER snart fortid

Det erfarer Ekstra Bladet fra en række kilder med indgående kendskab til situationen i Brøndby, som selv var til stede til mødet.

– Hvis nogen går til pressen omkring det mistillidsvotum til Tommy Håkansson, så er vi så tæt på en konkurs, forklarede Benny Winter og lavede det mindste, spinkle mellemrum mellem sin tommelfinger og sin pegefinger.

– Vi tåler ikke flere dårlige historier. Vi er skrøbelige, og så stopper legen, understregede erhvervsmanden.

Formue i klemme
Winther har selv en større formue i klemme i Brøndby, da han både har lånt klubben 10 mio. kr. og samtidig sidder på en større portion aktier.

Forretningsmanden udtrykte dog umiddelbart sin støtte til Brøndbys midlertidige direktør, Tommy Håkansson, da han ikke mente, tiden nu var inde til at bruge kræfter på personfnidder.

Som lidt af et kuriosum var en af initiativtagerne til krisemødet sikkerhedschef i Brøndby Emil Bakkendorf, der alle dage har været kendt for at være en af den tidligere formand, Per Bjerregaards, absolut største støtter.

Ifølge flere kilder tæt på de aktuelle begivenheder i Brøndby har der på det seneste da også været store gnidninger mellem netop Per Bjerregaard og klubbens nuværende direktør, Tommy Håkansson.

Brøndby - 18. dec. 2012 - kl. 14:53 Brøndby straffes hårdt for tilskuer-ballade

Det ventes, at den stærkt pressede klub i dag præsenterer en storstilet plan, der skal sikre klubben fremover. Tidligere var der blandt andet dialog med klubbens tidligere direktør Frank Buch Andersen om en garanteret aktieemission på 150 mio. kr., men det forslag faldt dog til jorden.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Brøndby eller Benny Winther.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen