Rommedahl: Vi var heldige - men bedst

Brøndby-lejren var noget mellemfornøjet efter 3-3 mod Sønderjyske. Træneren fokuserede på den højnede moral.

Det vil bare ikke lykkes for Brøndby på udebane i denne sæson. Københavnerne er med 10 point det næstdårligste udebanehold i Superligaen.

Selv tre mål mod Sønderjyske var ikke nok, for i den anden ende lukkede drengene fra Vestegnen også tre mål ind. Til stor ærgrelse for den dobbelte målscorer Dennis Rommedahl.

- Generelt synes jeg, vi kreerede de fleste chancer. De scorede på de muligheder, de havde - i hvert fald i første halvleg.

- Så det var selvfølgelig tilfredsstillende, at vi scorede tre mål, men utilfredsstillende, at vi ikke var foran ved pausen, siger Dennis Rommedahl.

Brøndby kom foran 2-0, men smed føringen lige så hurtigt over styr, som den blev etableret, og derfor havde landsholdsfløjen svært ved at svare klart på, om Brøndby burde have vundet.

- Hvis du kigger på den første time: Ja. Vi var det bedre hold og kreerede de største chancer.

- Men hvis du kigger på den sidste halve time og de to-tre muligheder, de fik, så kan vi også sige, at vi var heldige med at få noget med herfra, siger Dennis Rommedahl.

Se også: Brøndby heldige i målfest

Træner Auri Skarbalius valgte først og fremmest at fokusere på sine spilleres moral til ikke at give op, selv om Sønderjyske hele tiden kom tilbage.

- Det var en dejlig kamp, indtil vi kom foran 2-0. Så kom de tilbage, desværre. Men vi viste moral, og vi har hele tiden sagt, at holdet er på vej. Moral og mental styrke var der i dag, siger Auri Skarbalius.

Den lille træner havde ikke nogen forklaring på, hvorfor Brøndby har fået så få point på udebane i denne sæson - andet end den mest oplagte.

- Vi vinder ikke nok kampe, siger Auri Skarbalius, der tydeligvis ikke gad spørgsmålene om statistikker.

- Vi har ikke fået nok point. Hverken på udebane eller hjemmebane. Men vi arbejder med det.

På torsdag vender Brøndby dog tilbage i egen hule, når Silkeborg kommer på besøg.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere