Brøndby heldige i målfest

Dennis Rommedahl viste lovende EM-takter i festlig 1. halvleg, da Brøndby - lidt heldigt - fik uafgjort mod SønderjyskE

Simon Makienok har åbnet målfesten med målet til 1-0 - og så gik det helt amok. (Foto: Claus BOnnerup)
Simon Makienok har åbnet målfesten med målet til 1-0 - og så gik det helt amok. (Foto: Claus BOnnerup)

HADERSLEV (Ekstrabladet.dk): SønderjyskE og Brøndby gik fuldstændig målamok på Haderslev Fodboldstadion. De to hold leverede et sjældent set festfyrværkeri med seks scoringer på bare 16 minutter.- fra det 13. til det 29. minut i 1. halvleg.

3-3 var stillingen efter den knappe halve time – og sådan stod der også på resultattavlen, da dommer Peter Rasmussen fløjtede af for øjnene af 4792 tilskuere – rekord for sæsonen..

De seks mål i 1. halvleg indikerer klart, at der var en periode, hvor begge holds forsvar forvandt helt ud af kampen. Derefter blev der rettet lidt op på de defensive ting, men stadig blev der spillet med så stor en fejlmargin bagude, at det let kunne være blevet til flere scoringer.

Brøndbys kæmpe i front Simon Makienok lagde for, da han ganske elegant fik sig drejet rundt i feltet og afsluttet med venstrebenet. Og da Dennis Rommedahl fulgte op med scoringen til 0-2, lignede det en gæsteopvisning mod et hjemmehold, der ikke var kommet sig over pokalskuffelsen mod FCK.

Se også: Fakta: SønderjyskE - Brøndby

Men den opfattelse skulle revideres indenfor det følgende par minutter da først Eyjolfur Hedinsson udlignede, hvorefter lynet Quincy Antipas udlignede til 2-2.

Så var lynhurtige Rommedahl - der boltrede sig som ål i mudder i den direkte duel mod Daniel Christensen, fordi denne markerede alt for løst – på spil igen. Han nettede for anden gang. Og han, der har fået meget kritik for mange af sine præstationer, viste i denne kamp noget af det bedste, han har gjort i Brøndby-trøjen. Specielt i 1. halvleg.

Han var aktiv deltager i meget – og serverede mange gode indlæg fra fløjen, og det kan man jo kun betegne som absolut positivt, hvis man kigger frem mod EM-.slutrunden. Derfor virkede det heller ikke indlysende, at han blev udskiftet en halv snes minutter før tid.

Det forrygende målshow i 1. halvleg sluttede med Lasse Vibes udligning til 3-3 med et venstrebensskud.

I 2. halvleg havde hjemmeholdet mest af byde på, men blandt andet anfører Henrik Hansen fik vadet en meget stor chance i stykker, ligesom Lasse Vibe misbrugte en 100 procent chance, hvorfor det altså endte med en pointdeling.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere