Én sejr i fem kampe var nok.
Fredag meddeler Brøndby IF, at man har valgt at forlænge den nuværende aftale med Auri Skarbalius som cheftræner.
Dét på trods af en svingende start i efteråret, hvor litaueren efter at have overtaget roret fra fyrede Henrik Jensen kun vandt én kamp i de fem forsøg, han fik.
Det var til gengæld over arvefjenderne fra FC København.
- Vi har fået sammensat et utrolig kompetent og meget dynamisk trænerteam, der har alle de faglige egenskaber, der skal til for at skabe et stærkt sportsligt fundament, som vi kan bygge fremtiden på, siger sportschef Ole Bjur til klubbens hjemmeside.
Den nye kontrakt løber i to år, hvorefter den af begge parter kan opsiges med et varsel på seks måneder.
Det øvrige trænerteam udgøres fra 1. januar 2012 af assistenttræner Bent Christensen Arensøe, målmandstræner Jan Hoffmann og fysisk træner Ahron Thode.