Brøndby-fans: Vi rykker ned næste år

Troen på, at holdet gør fremskridt, er forsvundet hos mange Brøndby-fans - og næste år rykker Esbjerg og Randers op

Brøndby i frit fald? Det mener nogle fans. Andre håber på, at det vil bliver ved med at gå ad helvede til, indtil den øverste ledelse bliver skiftet ud - eller skifter sig selv ud. (Foto: Jens Dresling)
Brøndby i frit fald? Det mener nogle fans. Andre håber på, at det vil bliver ved med at gå ad helvede til, indtil den øverste ledelse bliver skiftet ud - eller skifter sig selv ud. (Foto: Jens Dresling)

Brøndby IF ligger nummer 10 i Superligaen, og det, der for kort tid siden var utænkeligt - en nedrykning - er for mange af klubbens fans ved at tegne sig som en reel mulighed. Måske ikke i indeværende sæson, men i næste sæson.

fan-forummet Blok4 er der blandt mange forskellige diskussionsemner, der vedrører 1-0-nederlaget på hjemmebane mod AC Horsens, oprettet en tråd med navnet: 'Vi rykker ned næste år'.

- HB Køge og Lyngby er set over 33 kampe dårligere end det nuværende Brøndby-hold, men til næste år når vi skal kæmpe med Randers og Esbjerg, er det mit postulat, at vi ender i 1. division. Michael Krohn-Dehli smutter i pausen, Thygesen vil garanteret også væk, og så er vi i frit fald ... mere end vi er i forvejen, lyder det fra trådens igangsætter, en bruger med initialerne MC.

Se også:

Brøndby styrer mod afgrunden

Holdningen stemmer meget godt overens med holdningen hos en anden af de faste brugere af Blok4, Martin K, som ekstrabladet.dk har talt med.

- Man troede, at de var på vej frem efter de sidste par kampe under Auri, kulminerende med sejren over FCK. Man havde en spag, spag tro på, at det ville gå fremad, og så spiller de sådan en forfærdelig kamp. Troen på, at der vil være fremskridt er ikke-eksisterende. Og næste år er Randers og Esbjerg rykket op, og så bliver det bare endnu sværere, siger Martin K.

Brugeren med navnet the_wrong_ghost mener, at nedrykning allerede i indeværende sæson er et tema:

- 17 point i 17 kampe. Ender det på samme vis med 1 point pr. kamp i foråret, så må nedrykning siges at være faretruende nær, skriver the_wrong_ghost.

En anden meget udbredt holdning blandt mange af de Brøndby-fans, der ikke længere kunne drømme om at sætte deres fødder på stadion, er, at klubben bare skal tabe og tabe, indtil ledelsen bliver skiftet ud. Under overskriften 'Gid lortet går i total opløsning' skriver blandt andre occir76:

- Mit had til klubben og alt, hvad der er sket i den de sidste 5 år er et direkte følelsesmæssig konsekvens af den passion og kærlighed, jeg også har til klubben.

Se også:

Brøndby-kaptajnen: Vi når top 6