Brøndby siger ja til forandringer

Ledelsen i Brøndby er nu villige til at lade fansene bag kampagnen 'En Stemme til Alle' tale med A-aktionærerne

På et møde med 'En Stemme til Alle' har Per Bjerregaard og direktør Jan Lockhart sagt ja til at indgå i en dialog. Dermed ser det ud til, at betydende aktionærer og bestyrelsesmedlemmer nu står frem og taler med dem, der ønsker forandring. (Foto: Jan Unger)
På et møde med 'En Stemme til Alle' har Per Bjerregaard og direktør Jan Lockhart sagt ja til at indgå i en dialog. Dermed ser det ud til, at betydende aktionærer og bestyrelsesmedlemmer nu står frem og taler med dem, der ønsker forandring. (Foto: Jan Unger)

Efter et længere forløb med brudte aftaler, manglende kontakt til de magtfulde aktionerer og karantæner til fans, der først blev udstedt og siden trukket tilbage, så ser det nu ud til, at Brøndby er klar til mere dialog med fansene og aktionærne bag kampagnen 'En Stemme til Alle'.

Det ser ud til at blive resultatet af et møde mellem En Stemme til Alle og Brøndby tidligere på ugen.

På mødet deltog blandt andre bestyrelsesformand Per Bjerregaard, direktør Jan Lockhart og Emil Bakkendorf fra Brøndby.

Selv om parterne langt fra er enige om alt, blandt andet er der stadig uenighed om, hvordan kampagnen kan få plads på Brøndby Stadion, har noget dog rykket sig.

Et langvarigt ønske fra Det nye Brøndby, en del af En Stemme til Alle, om at møde de personer, der kan forholde sig til magtstrukturen i Brøndby, har endelig vundet gehør:

- Vi ser det som et stort skridt. Vi har ikke kunnet komme igennem til de her mennesker tidligere, siger talsmand Troels Johnsen til ekstrabladet.dk

På mødet har folkene bag kampagnen blandt andet tænkt sig at tale om den analyse, som Det Nye Brøndby har fået udarbejdet om strukturen i Brøndby.

- Vi glæder os over, at den politiske ledelse i klubben, personificeret ved udvalgte repræsentanter for A-aktionærerne, nu ønsker at sætte gang i den proces, som er nødvendig, hvis klubben skal tilbage til toppen og fællesskabet igen skal samles omkring klubben, siger talsmand Troels Johnsen.

Det er endnu ikke afklaret hvilke aktionærer eller bestyrelsesmedlemmer, Troels Johnsen og Co. får lov at møde.