Med flere års forsinkelse er flere danske klubber begyndt at udbetale feriepenge samt pensioner af bonusser og sign-on-fees til en række professionelle fodboldspillere.
Jyllands-Posten skriver, at mindst otte klubber er begyndt at efterbetale beløbene.
Ekstra Bladet har i flere artikler hen over foråret afdækket, hvordan især Brøndby, men også flere andre Superliga-klubber, har undladt at betale 12,5 procent i feriepenge af sign-on-fees og bonus, som spillerne ifølge overenskomsten fra 2004 har krav på.
Brøndby har stadig ikke betalt pengene, men nu har mindst otte klubber altså erkendt at de har gjort noget forkert og efterbetaler pengene, skriver Jyllands-Posten. Ifølge avisen er tre af klubberne, som nu efterbetaler, Vejle Boldklub, FC Fyn og Silkeborg IF.
Én af de spillere, som har modtaget penge, han har haft til gode, er Silkeborg-spilleren Henrik "Tømrer" Pedersen.
I vintermånederne modtog han således de manglende feriepenge af en sign-on-fee, han fik i juli 2008, da han skiftede til den midtjyske klub fra Hull City i England.
- Sådan var min kontrakt og personlige forhold, og jeg har nu modtaget nogle penge fra klubben, som var feriepenge. Det gjorde jeg enten i januar eller februar, fortæller Henrik "Tømrer" Pedersen til Jyllands-Posten.
Han ønsker ikke at fortælle, hvor mange penge, han fik.
Sag mod Brøndby
Klubbernes betaling af pengene falder, mens Divisionsforeningen forsøger at vinde en sag for Brøndby ved Fodboldens Voldgiftsret i DBU. Spillerforeningen kræver 16 millioner kroner plus bod og renter til hele 57 nuværende eller tidligere Brøndby-spillere.
Claus Thomasen, direktør i Divisionsforeningen, afviser at betalingen fra de otte klubber har noget med Brøndby-sagen at gøre.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.