Brøndby-træner: FCK har afløserne klar

Brøndbys træner, Henrik Jensen, mener, FC København har afløserne klar trods den massive spillerafgang.

FC Københavns salg af anfører William Kvist til Stuttgart og den generelt massive spillerafgang får ikke klubbens historisk største konkurrent, Brøndby, til at drømme om at snuppe det danske mesterskab fra den suveræne rival.

Brøndbys træner, Henrik Jensen, regner med at se et meget stærkt FCK-hold til den kommende sæson.

- Jeg tror ikke, de bliver specielt meget svækket. Selvfølgelig har de nye forsvarsspillere, der skal spilles ind, men jeg mener, at de stadig har mange kvalitetsspillere. Og mon ikke de køber et par nye spillere, siger Henrik Jensen.

Gode back-muligheder
FCK har ud over William Kvist og træner Ståle Solbakken sagt farvel til den offensive profil Jesper Grønkjær, der har indstillet karrieren.

Derudover har holdet mistet næsten hele sit forsvar i skikkelse af midterforsvareren Mikael Antonsson og backerne Zdenek Pospech og Oscar Wendt.

- De skal spille et forholdsvist nyt forsvar sammen, men det tror jeg også på, at de kan. De har Sölvi Ottesen og Mathias 'Zanka' Jørgensen i midterforsvaret, som er meget stærke spillere.

- De har også et par backer, der kan blive rigtigt gode i Pierre Bengtsson og Bryan Oviedo, og de får også Johnny Thomsen som højre back, siger Henrik Jensen.

'Vi kommer tættere på'
Af samme grund forventer træneren, at FCK næste år henter det fjerde mesterskab på stribe.

- Det tror jeg, at de gør, siger Henrik Jensen.

Uanset hvad mener træneren, at Brøndby i næste sæson kommer tættere på FCK end den forskel på 30 point, der var mellem holdene i sidste sæson. Også i de indbyrdes opgør, hvor Brøndby ikke har sejret siden 2008.

- Jeg synes, at vi kommer tættere og tættere på. De sidste par gange har vi ikke været så langt fra at slå dem, senest da vi spillede 1-1 mod dem hjemme, siger Henrik Jensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere