Kultspiller hjem til Vestegnen

Auri Skarbalius skifter efter nytår cheftrænerjobbet i HB Køge ud med en stilling som assistenttræner i Brøndby

Auri Skarbalius returnerer fra nytår dertil, hvor hans danske eventyr begyndte i 1995. (Foto: Rene Schütze)
Auri Skarbalius returnerer fra nytår dertil, hvor hans danske eventyr begyndte i 1995. (Foto: Rene Schütze)

Brøndby-spillerne skal vænne sig til en ny stemme, når de efter nytår møder ind til årets første arbejdsdag på Vestegnen. En stemme, der taler 'Brøndbysk' med litauisk accent.

For Auri Skarbalius vender hjem til Brøndby!

Dette har Brøndby IF nemlig offentliggjort på klubbens website her til morgen, hvor man oplyser, at klubben fra nytår har tilknyttet den tidligere spiller Aurelius Skarbalius som assistenttræner i klubben.

Ekstra Bladet fortæller i dag, at den nuværende HB Køge-træner er blevet enig med de blå-gule om en aftale, der efter syv år i det østsjællandske bringer ham hjem til Vestegnen. Her skal den 38-årige litauer være assistent for Henrik Jensen og være med til at skabe en troværdig udfordrer til FCK.

I går lød svaret fra Ole Bjur, sportschef i Brøndby, til Ekstra Bladet således om sagen:

– Dér må jeg svare 'ingen kommentarer'. Jeg kan kun sige, at vi i Brøndby altid ser på, hvordan vi kan blive endnu bedre på alle områder. Men det navn (Auri Skarbalius, red.) har jeg ingen kommentarer til.

Og i dag er sagen altså blevet officiel. Auri blev en kultspiller på Vestegnen, hvor han fra 1995-2005 var en arbejdsom venstre back, og hvor han i 194 kampe kun formåede at nette en enkelt gang - til enorm jubel for fansene, der var vilde med den lille slider.

En kæmpe chance

Auri Skarbalius' kontrakt med Superliga-oprykkeren udløber med udgangen af 2011, og Brøndby har slået til og hapset det store trænertalent, hvis navn også har været på blokken i andre Superliga-klubber.

Umiddelbart kan det virke som et skridt ned at skifte et cheftrænerjob i en Superliga-klub ud med en rolle som assistent i anden Superliga-klub, men for Auri er det en kæmpe chance.

For det er en mulig cheftræner, Brøndby henter hjem. Lever litaueren op til forventningerne, vil hans navn for alvor være i spil, når der på et tidspunkt skal findes en afløser for Henrik Jensen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger havde Brøndby gerne set, at Auri allerede startede i sit nye job senere på måneden, men HB Køge er ikke indstillet på at lade sin succestræner gå før tid.

To oprykninger

I så fald ville klubben, der i forvejen kæmper en hård kamp for blot at blive nogenlunde Superliga-klar, stå med et presserende trænerproblem kort før en vanskelig sæson.

Østsjællænderne har i dag offentliggjort, at Auris afløser pr. 1. januar 2012 bliver Tommy Møller Nielsen.

Auri Skarbalius kom til Herfølge fra Brøndby i januar 2005. Først var han spiller, så spillende assistenttræner, inden han i november 2006 blev forfremmet til spillende cheftræner.

Støvlerne har han for længst lagt på den berømte hylde, men trænertitlen har han beholdt – og vist sig som en dygtig af slagsen. To gange har han ført Herfølge/HB Køge op i Superligaen for yderst begrænsede midler.

Skarbalius har også været inde i billedet i SønderjyskE, men de må kigge andetsteds efter en Hemmingsen-afløser. For med bopæl og familien solidt plantet i Karlslunde og med hjertet på Vestegnen, var de cirka 15 kilometer østpå mod Brøndby Stadion meget mere tillokkende for Auri.

Fodbold på Facebook lige HER

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere