Brøndby-træner: Vi blev udstillet

FC Midtjylland fik udstillet Brøndbys manglende hurtighed søndag aften, erkender en ærgerlig Henrik Jensen.

Henrik Jensen var bestemt ikke tilfreds med aftenens indsats (Foto: Thorkild Amdi)
Henrik Jensen var bestemt ikke tilfreds med aftenens indsats (Foto: Thorkild Amdi)

De havde talt om FC Midtjyllands presspil inden kampen, og det burde slet ikke kunne komme bag på Brøndbys spillere. Alligevel formåede FC Midtjylland at stresse gæsterne, da midtjyderne søndag aften vandt 1-0 på hjemmebane.

Brøndby-træner Henrik Jensen så 10-12 gode minutter i starten af første halvleg, men derfra gik det ned ad bakke.

- Vi bliver en lille smule udstillet af FC Midtjylland, fordi vi ikke er hurtige nok. Og så laver vi en del tekniske fejl og stresser hinanden med for lidt fart i vores afleveringer, siger Henrik Jensen.

Brøndby-træneren syntes, det var en god kamp, og han var tilfreds med sit holds indsats i anden halvleg. Men Brøndby brændte et straffe og fik ikke udnyttet chancerne, og så er det svært at vinde en fodboldkamp.

- Jeg vil ikke sige, det er ufortjent, de vinder, men vi havde da også vores chancer, siger Henrik Jensen.

Få meget mere Superliga HER

Synderen bag det afbrændte straffespark var Michael Krohn-Dehli, og han var lige så uforstående, da han skulle forklare, hvorfor Brøndby-spillerne ikke formåede at spille sig ud af presspillet i første halvleg.

- Vi har svært ved at komme ud af deres pres. Det er vi slet ikke klar på i første halvleg. Det var blevet sagt, men alligevel er vi ikke klar. Første halvleg er overhovedet ikke godkendt, siger Michael Krohn-Dehli.

Midtbanespilleren havde ikke meget lyst til at forklare, hvad der gik galt, da han to minutter inde i anden halvleg bankede et straffespark på overliggeren. Han ramte den bare skidt, lød forklaringen.

Og mens træner Henrik Jensen stadig ser muligheder for at tage tredjepladsen tilbage fra FCM, var Michael Krohn-Dehli mere slukøret, da han blev spurgt, om bronzemedaljerne nu er væk.

- Det kan man vel godt sige. Det ser svært ud, siger Michael Krohn-Dehli.

0 kommentarer
Vis kommentarer