Foråret skaber panderynker i Brøndby

Efter nederlaget til bundholdet AaB erkender Brøndby-holdet, at det spiller som et midterhold. Alle - også de unge - skal tage mere ansvar, lyder recepten

Humøret er ikke i top på Vestegnen (Foto: Jens Dresling)
Humøret er ikke i top på Vestegnen (Foto: Jens Dresling)

Efter et flot efterår har Brøndby tabt pusten som tophold i foråret. Vinterpausen skulle ruste Brøndby til at bide sig fast i andenpladsen og ånde FC København i nakken.

Pointmæssigt kæmper holdet stadig med om medaljer, men spillet og resultaterne er udeblevet.

I de to seneste hjemmekampe har traditionsklubben ikke vundet, og den foreløbige kulmination på et skidt forår faldt søndag, da Superligaens bundhold, AaB, fortjent vandt 2-1 på Brøndby Stadion.

Dagen efter nederlaget erkender flere af Brøndby-spillerne og træner Henrik Jensen, at de hverken resultat -eller spillemæssigt ligner det tophold hører til toppen.

- Søndag spillede vi i hvert fald som et midterhold. Det er som om, vi ikke rigtigt troede på det mod AaB, og det kan ikke være rigtigt, når vi spiller foran så mange tilskuere. Vi hang efter AaB i hele kampen, siger angriberen Nikolaj Agger.

I forårets seks kampe har Brøndby kun mønstret én sejr, da Sønderjyske blev slået med 2-0.

Men hvor spillet flød bedre i begyndelsen af foråret - dog uden den store pointhøst - har det seneste nederlag gjort Henrik Jensens panderynker ekstra dybe.

- De seneste par kampe har det sejlet i vores organisation. Vi har ikke været gode nok til at vinde og erobre bolde fremme på banen. Vi lavede utroligt mange opdækningsfejl, og i forsvaret glemte vi alle aftaler de første 30 minutter, siger Brøndby-træneren.

Og netop de 30 første minutter mod AaB blev der fokuseret ekstra meget på efter mandagens træning. Her fik spillerne den tvivlsomme fornøjelse at se kampen på video.

- Dagens evalueringsmøde var lidt længere end sædvanligt. Vi snakkede om, at vi skal være meget mere aggressive. Det nytter ikke noget at styre kampen, hvis vi spiller alt for langsomt, siger Nikolaj Agger.

I AaB-kampen viste Brøndby skræmmende mangel på fandenivoldskhed, når bolden var på egne fødder. Det var som om, at Brøndby var farligst, når spillerne fralagde sig initiativet.

Nikolaj Agger mener dog, at de fleste point stadig skal hentes ved at skabe kampene selv.

- Jeg vil stadigvæk mene, at vi er klart bedst, når vi har bolden, siger den 22-årige angriber.

Henrik Jensen klynger sig heller ikke længere til undskyldninger om, at Brøndby er ungt hold, der er under opbygning.

- Vi skal være bedre til at tage ansvar, også mange af de unge, der efterhånden har spillet mange kampe for Brøndby, siger træneren med henvisning til blandt andre Daniel Wass, Nikolaj Agger og Mike Jensen.

Landsholdsspilleren Michael Krohn-Dehli var ude med karantæne mod AaB, og det kunne mærkes i offensiven, erkender Daniel Wass.

- Selvfølgelig savnede vi en af Superligaens bedste spillere. Men vi har så mange kvalitetsspillere, som burde kunne tage ansvar, og vi burde kunne klare os uden ham, siger han.

Torsdag står de der igen, når det andet bundhold, Esbjerg, besøger Brøndby Stadion.