Brøndby-målscorer må retur til skolebænken

Mathias Gehrt scorede søndag for Brøndby, men mandag er den 18-årige angriber tilbage på skolebænken

I den kommende tid er det skolebøgerne 18-årige Mathias Gehrt skal juble over (Foto: Finn Frandsen)
I den kommende tid er det skolebøgerne 18-årige Mathias Gehrt skal juble over (Foto: Finn Frandsen)

Mathias Gehrt blev kampens første målscorer, da Brøndby søndag spillede 2-2 mod Silkeborg.

En lidt uvant rolle for det 18-årige talent, der ikke er en fast del af førsteholdstruppen i Brøndby.

- Jeg begyndte at træne med holdet i vinter, så det er gået utrolig hurtigt. Men jeg er meget glad, siger Mathias Gehrt, der har en sidebeskæftigelse.

- Jeg går i skole. Jeg læser HF enkeltfag, og det gør, at jeg kan træne med førsteholdet nogle gange om ugen, fortæller Gehrt, der regner med at gennemføre sit studie.

- Jeg har ikke nogen uddannelse, og jeg mener, at det er smart at læse ved siden af fodbolden, for det er godt at have noget at falde tilbage på. Man kan jo få en langstidsskade, forklarer angriberen, der har et bestemt mål for foråret:

- Det er at spille mig tættere på holdet. Det er lykkes fint indtil videre. Jeg startede jo inde i dag.

Gehrts scoring faldt allerede efter tre minutter, og den unge angriber spillede også en rolle i forbindelse med Brøndbys 2-1-scoring på straffespark.

Efter kampen mente Brøndby-træner Henrik Jensen, at Gehrt var holdets bedste spiller.