Officielt: BIF's Jönsson skifter til Elfsborg

Brøndbys Jon Jönsson bliver ny spiller i Elfsborg. Han har - ifølge den svenske klubs hjemmeside - skrevet under på en 4,5 årig kontrakt

De næste 4,5 år har Jon Jönsson kontrakt med Elfsborg (Foto: Thorkild Amdi)
De næste 4,5 år har Jon Jönsson kontrakt med Elfsborg (Foto: Thorkild Amdi)

Brøndby IF og Elfsborg er blevet enige om en transfer af forsvarsspilleren Jon Jönsson, som efter veloverstået lægetjek fredag blev præsenteret i den svenske klub.

Jon Jönsson nåede at spille 33 kampe for Brøndby, hvori han scorede to mål. Selv glæder han sig til sin nye fodboldtilværelse i hjemlandet, men understreger, at han vil følge Brøndby i fremtiden.

- Det er en helt speciel klub, jeg nu siger farvel til, og det var ikke et helt let valg. Den seneste tid har bevist, at Brøndby virkelig er på vej tilbage, og jeg vil følge holdet tæt og krydser fingre for, at holdkammeraterne ender øverst i ligaen i den kommende sæson. Det fortjener de, siger Jönsson til Brøndbys hjemmeside.

Jon Jönsson kom til Elfsborg første gang i 2006, hvor det blev til et succesfuldt år, der også kastede landskampe af sig. I sommeren 2007 skiftede han til Toulouse i Frankrig, som han efter en mindre heldig sæson skiftede ud med Brøndby i 2008.

- Jon har i de to år, han har været i Brøndby IF, ydet en rigtig god indsats, og med sit gode humør og professionelle indstilling har han altid leveret et yderst positivt bidrag til truppen både på og uden for banen, siger administrerende direktør Ole Palmå.