Ajax-svensker vil til Brøndby

Midtbanespilleren Rasmus Lindgren kunne godt se sig selv i gult og blåt

Rasmus Lindgren vil gerne en tur til Vestegnen. (Foto: Stanley Gontha)
Rasmus Lindgren vil gerne en tur til Vestegnen. (Foto: Stanley Gontha)

Repræsentanter for Brøndby var i sidste uge i Amsterdam for at kigge på midtbanespilleren Rasmus Lindgren.

Og den 25-årige svensker vil gerne følge dem til Vestegnen.

- De var her for en uge siden. Jeg er åben for det meste, og det her ville være en god løsning, siger Lindgren til Aftonbladet.

Også hjemlandets AIK, IFK Göteborg og Elfsborg er angiveligt inde i billedet for Lindgren, der efter en hel del kampe i sidste sæson nu er helt uden for truppen i Ajax Amsterdam.

- Det er klart, at det ikke er en sjov situation i Ajax. Jeg må holde øjnene åbne, når transfervinduet åbner i januar, siger svenskeren, som efter mere end 80 kampe for FC Groningen i perioden 2005 til 2008 blev købt af Ajax for 20 millioner.