Brøndby-spillere glæder sig til pausen

Efter 0-1-nederlaget til AGF ser Brøndby-spillerne frem til vinterpausen, så de kan starte på en frisk i foråret

Martin Bernburg var en skuffet mand efter nederlaget i Århus. (Foto: Lars Poulsen)
Martin Bernburg var en skuffet mand efter nederlaget i Århus. (Foto: Lars Poulsen)

Efter 0-1-nederlaget til AGF er humøret i Brøndby-truppen det laveste, Martin Bernburg har oplevet i sin tid i klubben. Årsag: Det var tredje nederlag i træk.

- Stemningen er meget skidt, humøret kunne ikke være lavere. Det kan ikke være anderledes, når det er tredje nederlag i træk, siger Brøndbys landsholdsangriber.

Bernburg havde selv et par store chancer i kampen mod AGF, men ligesom resten af Brøndby-holdet, savnede han skarphed i afslutningerne. Den tidligere FC Nordsjælland-angriber mener, at holdet spillede langt under niveau.

- Men vi tror da på, at vi kan hive os op igen, selv om det er svært efter sådan en kamp. Vi har spillerne til det. Lige nu er der bare et godt stykke arbejde igen, og det skal vi så bruge vinteren til, siger Martin Bernburg.

Hans landsholdskollega i den anden ende af banen, målmand Stephan Andersen, ser også frem til vinterpausen.

- Folk hænger sgu med næbet, men nu har vi en kamp tilbage i år. Den skal vi fokusere på, og så må alle bare lægge hovedet i blød og lægge støvlerne på hylden i ferien, så vi kan komme oven på igen, siger Stephan Andersen.

Han ser mangel på selvtillid som truppens største problem.

- Hvis folk er trætte, mætte og ikke tror på sig selv, så kommer vinterpausen meget bekvemt. Der er tid til at starte på en frisk, siger Brøndby-målmanden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere