Brøndby-boss: Kiksede indkøb

Kent Nielsen er ifølge bestyrelsesformand Per Bjerregaard uden ansvar i Brøndbys øjeblikkelige problemer. Problemerne skyldes forfejlede indkøb

Per Bjerregaard freder Brøndby-træner Kent Nielsen. (Foto: Lars Poulsen)
Per Bjerregaard freder Brøndby-træner Kent Nielsen. (Foto: Lars Poulsen)

Kent Nielsen har været udsat for hård kritik i de seneste uger. Men Brøndby-træneren har ikke haft optimale arbejdsvilkår, mener bestyrelsesformand Per Bjerregaard, der slår fast, at der har manglet en linje i Brøndbys indkøbspolitik gennem de seneste tre år.

Det skyldes, at ansvaret for spillerindkøb ligger hos træneren i Brøndby, og dem har der været fire af siden 2006.

- Indkøbspolitikken har været ramt af, at den altid hos os har været styret af den pågældende træner. Holdet er ikke optimalt sat sammen. Det arbejder Kent hårdt med, og det gør alle andre i klubben også. Vi ved godt, at der er nogle problemer, som vi skal have løst, siger Per Bjerregaard ifølge Berlingske Tidende.

Klubben arbejder nu på at lave en mere langsigtet strategi omkring indkøb.

Flere Brøndby-profiler som Farnerud og Peter Madsen har på det seneste luftet utilfredshed med deres bænkepladser.

Ingen fyring
Selv om klubbens fans har krævet Kent Nielsen fyret, så er det ifølge Bjerregaard ikke på tale.

- Det vi har brug for i Brøndby nu - og det ville jeg ønske, at vores fans kunne se, er ikke en trænerfyring, men opbakning og kontinuitet.

Kent Nielsens forgængere på trænerposten siden 2006 har været Michael Laudrup, Rene Meulensteen og Tom Køhlert.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere