Brøndby væltet af kloge Esbjerg

Vestjyderne knækkede Brøndby med kløgt, boldsikkerhed og effektive dødbolde i velspillet topbrag på Brøndby Stadion

Fredrik Björck brugte hovedet både som målscorer og som solid forsvarsklippe. (Foto: Lars Poulsen)
Fredrik Björck brugte hovedet både som målscorer og som solid forsvarsklippe. (Foto: Lars Poulsen)

Esbjerg beviste søndag eftermiddag, hvorfor de skal regnes som et tophold i denne sæson, da de med kløgt, boldsikkerhed og effektive dødbolde besejrede Brøndby med 4-2 i underholdende og velspillet topbrag foran 15.000 tilskuere på Brøndby Stadion.

Brøndby havde det meste af spillet, men Esbjerg forvaltede bolden med kløgt og fornuft, scorede to gange efter hjørnespark og indtager nu andenpladsen i Superligaen, blot et point efter OB, mens Brøndby er hægtet en smule af på fjerdepladsen med fem points afstand til OB.

Allerede i det sjette minut faldt den første scoring, da Fredrik Björck snittede et hjørnespark fra Kevin Conboy i nettet, og 12 minutter senere var gæsterne tæt på at komme foran 2-0, men Tim Janssen headede forbi.

Flot udligning
Spillet vekslede fra den ene ende til den anden i denne periode, og Martin Bernburgs udligning var lige så logisk, som den var flot.

Fra venstresiden rykkede han frem og ind mod straffepletten, satte to mand af og trykkede af fra kanten af feltet med et præcist, fladt spark. Men blot otte minutter senere var den gal i Brøndby-forsvaret igen.

Med eminent positionsspil fik Esbjerg ganske enkelt pillet Brøndby fra hinanden, og inde foran mål skulle Tim Janssen blot sætte en inderside på og styre bolden i et tomt mål til 1-2.

Kort før pausen fik Brøndby dog en foræring, da Kevin Conboy uheldigt rettede Mike Jensens indlæg af i eget mål til pausestillingen 2-2.

Spillede sig ud af problemerne
Var første halvleg jævnbyrdig i chancer og spil, var det Brøndby, der satte sig på spillet i anden halvleg. Presset var undertiden ganske stort, men de boldsikre Esbjerg-spillere lod sig sjældent ryste og forsøgte hver gang at spille sig ud af problemerne.

Og på en ny dødbold kom gæsterne igen i front, da Søren Rieks headede et nyt præcist Conboy-hjørne i nettet på samme måde som Fredrik Björck i første halvleg.

Lars Winde måtte derefter diske op med et par store redninger, mens Esbjerg satsede på kontraangreb.

De sidste 10-15 var ren overlevelse, og så var det Esbjerg, der satte det sidste punktum på en flot fodboldkamp med mange chancer, flotte kombinationer og flow i spillet med et solo-kontraridt af Søren Rieks, der udspillede keeper Stephan Andersen - og helt overlegent kunne tillade sig at juble, før han havde sparket bolden i mål.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere