Auri: Jeg tror på overlevelse

Det er ikke nemt at være ansat i Brøndby, hvor både spillere og trænere daglig må igennem prøvelser, der ikke har meget med fodbold at gøre, konstaterer træner Auri Skarbalius

Hold hovedet oppe og klø på, lader til at være parolen for Auri Skarbalius i Brøndby. (Foto: Lars Poulsen)
Hold hovedet oppe og klø på, lader til at være parolen for Auri Skarbalius i Brøndby. (Foto: Lars Poulsen)

Brøndby-træner Auri Skarbalius forsøger at finde det positive i en svær tid.

Han kalder den nuværende situation i Brøndby for ’teambuilding in real life’ og glæder sig over sine spilleres lyst til at arbejde på trods af den yderst usikre situation.

Læs også:

Se også: Frustrerede Brøndby-spillere kaldt til møde

- Spillerne står sammen, og uanset hvad der sker, så knokler de hver eneste dag til træning. De viser fantastisk gejst, og man kan godt kalde det for de gamle Brøndby-dyder. Uanset hvad så lægger vi os aldrig ned, og jeg tror på en løsning, der går vores vej.

Hvordan er det at være træner i sådan en situation?

- Når jeg gang på gang siger, at spillerne skal fokusere på det, der er vigtigt, så gælder det også mig selv. Det har været svære betingelser i den her klub, men det vigtigste for mig er at vise overskud i forhold til det, jeg har ansvar for.

- Og som Winston Churchill sagde: ’When you are going through hell, keep going’. Der er ikke andet at gøre. Der er ingen garantier i livet, men jeg tror meget på, at vi overlever, siger Brøndby-træneren til Ekstra Bladet.

Her er de fem vigtigste punkter ved en konkurs:

  1. Klubben vil omgående blive trukket ud af turneringen og vil tabe resten af sine kampe med 0-3. Alle hidtidige resultater opretholdes.
  2. En konkursramt klub bliver også trukket ud af pokalturneringen, hvis den fortsat er med. Brøndby er stadig med i pokalturneringen, hvor holdet står foran to semifinalekampe mod Esbjerg.
  3. Klubben bliver derefter rykket to rækker ned. Hvis den i forvejen er endt på en nedrykningsplads i tabellen, bliver degraderingen reelt på tre rækker. For en superligaklub betyder det en tur i Danmarksserien.
  4. Alle spillere på kontrakt bliver fritstillet. En konkurs rammer kun første seniorhold sportsligt, men den har virkning for alle kontraktspillere i klubben. Alle kontraktspillere mister deres arbejde, og det er ligegyldigt, om det er seniorspillere eller U/17-spillere.
  5. Licensen overgår til moderklubben - i Brøndbys tilfælde Brøndby IF - og klubben er forbudt at skrive nye kontrakter resten af kalenderåret plus et år yderligere.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere