'Brøndby er helt ude af krisen'

Jan Kalborg er begejstret over Brøndbys præstationer i foråret og kalder det solidt håndværk af træneren

Thygesen og Makienok Christoffersen har indtil videre funklet i foråret for Brøndby. (Foto: Lars Poulsen)
Thygesen og Makienok Christoffersen har indtil videre funklet i foråret for Brøndby. (Foto: Lars Poulsen)

Brøndby har indledt foråret i Superligaen med 10 point i fire kampe og er lige nu ligaens mest formstærke mandskab.

DR's fodboldkommentator Jan Kalborg vurderer, at træner Auri Skarbalius har formået at løfte holdet markant hen over vinteren, og han ser ingen ar fra efterårets krise.

- Brøndby er helt ude af krisen. De behøver ikke længere at kigge nedad i tabellen, fastslår Kalborg, der kan se et tydeligt koncept i Brøndbys spil i foråret.

Skal holde fast
- Det er godt, solidt håndværk af Auri og hans assistent Bent "Turbo" Christensen. Kunststykket bliver at indpasse individualisterne i den kollektive måde at arbejde på.

Se også: Trænerskifte øger ikke troen på OB

- Auri skal holde fast i det hårde arbejde og den stramme organisation og alligevel få gjort plads individualisterne, der kan afgøre kampen på dagen, mener Kalborg.

DR-eksperten er især begejstret over flere ting i 2-1-sejren over Lyngby i sidste weekend.

- Jeg har ikke set Dennis Rommedahl spille bedre for Brøndby. Det var også tydeligt, at Michael Krohn-Dehli igen spiller med masser af selvtillid.

Vanvittig godt indkøb
- Simon Makienok Christoffersen er også et vanvittigt godt indkøb, og han var en nøglespiller mod Lyngby.

Se også: Hansen inden OB-debut: Få ændringer

- I perioder så jeg et Brøndby-pres ned mod den tidligere Faxe-tribune, som man sidst så for syv år siden, mener Kalborg.

Brøndby, der har slået et hul på 10 point til nedrykningsstregen, tager søndag eftermiddag imod kriseramte OB på Brøndby Stadion.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere