Brøndby rystet: Angriber langtidsskadet

Korsbåndsskade rammer Brøndbys nye angrebshåb

Oke Akpoveta har revet sit korsbånd over og er ude resten af året. (Foto: Mogens Flindt)
Oke Akpoveta har revet sit korsbånd over og er ude resten af året. (Foto: Mogens Flindt)

Uheldene fortsætter med at regne ned over angriberne i Brøndby.

Martin Bernburg er så småt begyndt at få spilletid igen efter sine knæproblemer, men nu kommer en anden angribers knæ i fokus.

Den 19-årige nigerianer Oke Akpoveta, der i går måtte humpe fra banen i reserveholdskampen mellem Brøndby og FCK, fik her til morgen scannet knæet hos klublæge Eilif Larsen, og beskeden var for både Oke og Brøndby ganske nedslående.

Læs også: Brøndbys nye håb skadet

- Oke har pådraget sig en skade i det forreste korsbånd. Det betyder, at han er ude resten af året, lyder det fra Eilif Larsen.

Korsbåndet er kort og godt revet over.

Skaden opstod da Oke Akpoveta jagtede en bold på FCK's banehalvdel og kom i klemme mellem målmand Kim Christensen og en forsvarsspiller.

Oke faldt i græsset med et skrig og vidste tilsyneladende med det samme, at den var gal. I hvert fald hamrede han straks sin knyttede næve i græsset.