Kahlenberg: Ærgerligt jeg aldrig kom til Getafe

Thomas Kahlenberg ærgrer sig kun over en ting i sin karriere - at han aldrig kom til Getafe, da han havde muligheden i 2009.

Michael Laudrup forsøgte at få Thomas Kahlenberg til Getafe, men uden held. Det ærgrer midtbanespilleren. (Foto: Lars Poulsen/Polfoto)
Michael Laudrup forsøgte at få Thomas Kahlenberg til Getafe, men uden held. Det ærgrer midtbanespilleren. (Foto: Lars Poulsen/Polfoto)

Michael Laudrup har på ingen måde tradition for at hente danske spillere til de klubber, han træner – faktisk har han aldrig nogensinde købt en dansker til nogle af de klubber, han har stået i spidsen for, siden han forlod Brøndby.

I 2009 ville han dog gerne. Her forsøgte han at hente Thomas Kahlenberg til Getafe, men af flere forskellige årsager kom den tidligere Brøndby-spiller ikke væk fra franske Auxerre, som han repræsenterede dengang. Og lige præcis det faktum er tæt på det eneste, der nager Kahlenberg, når han ser tilbage på hans karriere i udlandet.

- Når jeg ser tilbage på min karriere i udlandet, så er jeg ærgerlig over, at det ikke lykkedes at komme til Spanien, da Michael Laudrup og Getafe CF henvendte sig tilbage i 2009. Men jeg var en nøglespiller i AJ Auxerre, så de var ikke villige til at slippe mig. Købsprisen blev for høj, hvilket gjorde, at skiftet faldt til jorden, siger Thomas Kahlenberg til Jyllands-Posten og tilføjer:

- Jeg kunne da godt have tænkt mig at spille i Spanien, da jeg synes, at det passer min spillestil godt. Samtidig har jeg altid sat stor præcis på Michael Laudrup som træner.

I stedet for at komme til Michael Laudrup og Getafe skiftede Thomas Kahlenberg i 2009 til Wolfsburg, hvor han var på lønningslisten indtil i sommer, inden han som bekendt vendte hjem til hjerteklubben Brøndby.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk