Tilskuerboom i Superligaen

Optimisme: - I løbet af få år har Superligaen potentiale til at samle 10.000 i snit pr. kamp, mener divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen

Der er tilskuerboom i Superligaen (Foto: Jens Dresling)
Der er tilskuerboom i Superligaen (Foto: Jens Dresling)

Efter tre år med faldende tilskuertal, oplever Superligaen igen enorm interesse for kampene i landets bedste fodboldrække.

Den intense spænding om udfaldet i alle kampene krydret med lavere billetpriser er to af årsagerne til, at fodboldelskerne igen finder vejen til landets fodboldstadions.

- Den seneste undersøgelse, vi har lavet, viser, at den samlede bedømmelse hos tilskuerne er positiv. Der er en stigende tilfredshed med produktet, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

Superligaen har i efteråret ramt et snit pr. kamp tæt på 8000 tilskuere. En markant fremgang på mere end 1000 tilskuere til hver Superligakamp.

- Prisen er en faktor, men klubberne har været dygtige til at tilpasse sig forskellige pakker og priser. Men det har også en stor betydning for tilskuerinteressen, at antallet af betydende kampe er meget stor i denne sæson, fastslår Claus Thomsen, der tror den positive udvikling vil fortsætte de kommende år:

Flere ser med på tv

- Min vurdering er, at Superligaen har potentiale og sportsligt niveau til 10.000 i snit pr. kamp i løbet af få år, siger Claus Thomsen.

Den positive effekt på stadion smitter mærkeligt nok også af hjemme foran fladskærmen.

- Vi har set seertallene stige i efteråret. Der er eksempler på stigninger på 50 % i forhold til sidste sæson. Faktisk får det en positiv effekt. Når flere ser kampene i tv, vil de også ud og opleve kampene på stadion. Vores undersøgelser har vist, at mange faktisk kommer på stadion for at opleve stemningen, påpeger Claus Thomsen.

Pris har stor betydning

Hos OB har man efter to skuffende sæsoner og svigtende tilskuertal oplevet en fremgang på mere end 1000 tilskuere pr. hjemmekamp.

- Divisionsforeningen har lavet en tilskuerundersøgelse, der viste, at det var for dyrt at gå til fodbold. Det har vi og de fleste andre taget konsekvensen af. Vi har sat priserne ned og fået flere på stadion. Det er positivt, fordi det giver god stemning på stadion, forklarer klubbens direktør, Thomas Christensen, der lokker OB-fans på klubbens stemningstribune for blot 50 kr., hvis de er iført en blå- og hvidstribet OB-trøje.





Alle vil se Brøndby
Brøndby har næsten fordoblet tilskuertallet til hjemmekampene - 8091 til hver hjemmekamp i år frem for sidste efterår

For ét år siden lå Brøndby sidst og tilskuerne flygtede nærmest fra klubbens kampe.

I år er de blågule kun lige kravlet over nedrykningsstregen, men billedet er i sandhed vendt på tilskuerfronten

Brøndby har nemlig den klart største andel i den massive tilskuerfremgang, som vi oplever denne sæson i Superligaen.

På hjemmebane har Brøndby haft tæt ved en fordobling sammenlignet med sidste efterår. De har haft en stigning på mere end 8000 tilskuere i snit pr. kamp.

- Den negativitet, der har præget Brøndby i flere år, er vendt. Vi er stolte over den udvikling, vi oplever på tilskuerfronten. Der er i dag en tro på, hvad der sker i Brøndby, mener formand Aldo Petersen.

Se også: Sportsøkonom: Sådan lokkes publikum til fodbold

Når Brøndby noterer så massiv en fremgang spiller to andre faktorer også en væsentlig rolle.

For det første har klubben sat prisen for sæsonkort på eksempelvis Sydsiden ned med 500 kr. og læg dertil den jævnbyrdige liga, som også lokker ekstra folk på stadion.

- Vi ville gerne ofre lidt for at få tilskuere på stadion. Derfor er vi også glade for at se resultatet og den opbakning, som vi har oplevet.

- Det er fantastisk, at vi oplever fremgang, selv om resultaterne ikke har fulgt med – endnu. Men det viser, at Brøndby har et enormt potentiale. Vi kan fylde stadion flere gange i løbet af en sæson, fastslår Aldo Petersen.

Stor fremgang i Esbjerg og FCM
Men det er ikke kun Brøndby, der trækker læsset via den fine fremgang, som vi ser i Superligaen i efteråret.

Guldbejlerne fra FC Midtjylland har i efteråret haft 2108 flere tilskuere i snit til hver hjemmekamp i denne sæson.

Men også Esbjerg og OB har haft stor fremgang. Mere end 1400 flere har set Esbjergs hjemmekampe i denne sæson. På Fyn er stigningen på flere end 1000 tilskuere til OBs hjemmekampe.

Faktisk er det kun Randers, der har oplevet en meget beskeden tilbagegang i tilskuertallet på hjemmebane. 25 færre i snit har set holdets hjemmekampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere