Brøndby-legende fyret i serieklub

Serie 1-klubben Frederiksværk skiller sig af med Kim Daugaard et halvt år før tid

Brøndby-legenden Kim Daugaard er blevet sat fra bestillingen i serie 1-klubben Frederiksværk (Foto: Lars Poulsen)
Brøndby-legenden Kim Daugaard er blevet sat fra bestillingen i serie 1-klubben Frederiksværk (Foto: Lars Poulsen)

Kim Daugaard havde en fornem karriere som spiller, men som træner går det knap så godt.

Brøndby-legenden er blevet opsagt i serieklubben Frederiksværk med den klassiske begrundelse ’svigtende sportslige resultater’.

39-årige Daugaard blev i efteråret 2011 offer for en trænerrokade i Brøndby og fjernet som assistenttræner. Han stoppede kort efter i den klub, hvor han nåede 464 førsteholdskampe.

Det seneste halvandet år har han så hygget sig i den nordsjællandske serie 1-klub, men det er slut nu.

Se også: Brøndby-koryfæ afviste Madrid

Efter et skuffende efterår har klubben valgt at skille sig af med Daugaard og klubbens anden førsteholdstræner, David Rasmussen.

- Begrundelsen af denne opsigelse er svigtende sportslige resultater og middelmådige præstationer, der ikke indikerer, at FFK's målsætning om at være rangeret i Sjællandsserien er på vej mod opfyldelse, men at der derimod er stor risiko for nedrykning til serie 2, skriver Frederiksværks seniorformand, Per Kirkegaard, på klubbens hjemmeside.

Frederiksværk var i foråret tæt på oprykning til Sjællandsserien, men har på det seneste ikke vundet mange fodboldkampe.

Kun fire sejre i 17 kampe har fået ledelsen til at handle og skifte Daugaard og Rasmussen ud, selv om de to trænere var på kontrakt et halvt år endnu.

- Der skal ny motivation og inspiration til for at vende situationen, siger Per Kirkegaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere