Her er Thomas Franks ønskespiller - drømmer om FCK'er

Brøndby-træneren ville gå på rov hos rivalerne, hvis han kunne

Nicolai Jørgensen har tidligere scoret mod Brøndby. (Foto: Lars Poulsen)
Nicolai Jørgensen har tidligere scoret mod Brøndby. (Foto: Lars Poulsen)

Det er ved at være tid til vinterens transfervindue.

Så både fans og trænere drømmer om at forstærke trupperne med lige præcis de spillere, der vil skabe succes og sejre.

Og hvis man spørger Brøndbys cheftræner Thomas Frank - og det har 90minutter.dk gjort - så er han ikke tvivl om hvilken superliga-spiller, han helst vil se på Vestegnen.

Se også: Dennis Cagara ville til Brøndby i sommer

- Det må være Nicolai Jørgensen fra FC København, der måtte være mit førstevalg. Men det sker ikke, konstaterer Frank realistisk.

Mens man næppe kommer til at se Jørgensen i den gule trøje, så uddeler Thomas Frank roser til flere af de spillere, han allerede råder over.

- Jeg vil gerne fremhæve fire spillere, der har gjort store fremskridt henover efteråret. Lukas Hradecky har løftet kvaliteten i hans spil og er blevet en utrolig sikker sidste skanse. Riza Durmisi er blevet defensiv meget stærk og væsentlig bedre til at forsvare i løbet af efteråret. De offensive kvaliteter har han altid haft. Lebogang Phiri havde en svær opstart på grund af mange skader. Men da han trådte ind på holdet forbedrede han sit spil, idet han begyndte at tage de rigtige defensive positioner, siger han og fortsætter:

Se også: Brøndby-talent: Vil på landsholdet i 2014

- Sidst og ikke mindst vil jeg fremhæve Dario Dumic. Han har også løftet sit spil, selvom han mistede sin stamplads på holdet. Han har leveret varen, hver gang han har afløst en af de faste spillere. Og det kan han kun takke én for. Nemlig ham selv. Han har efter hver eneste træning selvtrænet sammen med en fra trænerstaben eller nogen af de øvrige spillere. Dario slog ikke op i banen men tog udfordringen op ved at give den en ekstra skalle, forklarer BIF-træneren, som ikke ryster på hånden, da han skal kåre efterårets bedste Brøndby-spiller.

- Det har Martin Albrechtsen været. Han har holdt et konstant højt niveau. Alexander Szymanovski er den spiller som er tættest på, da han også har holdt et meget fint niveau, siger Frank.

- Hvem har du størst forventninger til i foråret?

- Det har jeg til Thomas Kahlenberg. Når han efter opstarten kommer i topform og forhåbentlig er skadesfri, så forventer jeg, at han bliver en meget vigtig spiller for Brøndby, siger Thomas Frank, som ikke tør love forstærkninger i vinterpausen.

Se også: Folkets dom: Top og flop i Superligaen

- Det er ikke afgjort endnu. Jeg vil ikke have for mange tilgange, da jeg fortsat gerne vil bruge de unge spillere, som er inde i en rigtig god udvikling. Specielt Andrew Hjulsager vil jeg gerne benytte noget mere, da han har et kæmpe potentiale. Så der kommer nok kun en til startopstillingen og en udviklingsspiller i dette vindue afhængigt af, hvem der eventuelt forlader os.

0 kommentarer
Vis kommentarer