Brøndby håber på Agger, Gerrard og Suárez

Liverpool skylder en venskabskamp - og den kan meget passende falde næste sommer, når Brøndby fejrer rund fødselsdag

Luis Suárez og Steven Gerrard skal sandsynligvis begge til VM i Brasilien med Uruguay og England. (Foto: AP)
Luis Suárez og Steven Gerrard skal sandsynligvis begge til VM i Brasilien med Uruguay og England. (Foto: AP)

Et stjernespækket Liverpool FC-mandskab med profiler som Luis Suárez, Steven Gerrard og danske Daniel Agger på holdkortet på Brøndby Stadion.

En drøm for folkene i superligaklubben Brøndby IF - og et håb forud for næste sommer, hvor de tidobbelte danske mestre fejrer 50 års-fødselsdag.

Her arbejdes der på en kamp mod Liverpool FC.

- Vi har et begrundet håb om, at Liverpool FC med Luis Suárez, Steven Gerrard og Daniel Agger gæster Brøndby Stadion. Dels skylder klubben os en kamp som en del af aftalen, da den hvervede Daniel Agger hos os, dels har Daniel lovet at gøre alt for at få vort ønske med i klubbens forberedelser til 2014/15 sæsonen, sige direktør Tommy Håkansson til onside.dk.

Se også: TV: Fire Arsenal-profiler på efterårets hold

Skal forhåbningerne gøres til virkelighed, kræver det, at kampen lægges efter VM - nok i august.

- Sportsligt ville det passe os bedst at spille umiddelbart inden starten på Superligaen i juli, men vor cheftræner Thomas Frank tilgiver os sikkert gerne, hvis den afvikles i august; altså på et tidspunkt, hvor Luis Suárez og klubbens andre VM-spillere er vendt tilbage fra ferie efter slutrunden i Brasilien, sigerTommy Håkansson.

Brøndby IF blev stiftet 3. december 1964 som en sammenslutning mellem idrætsforeningerne i Brøndbyvester og Brøndbyøster.

0 kommentarer
Vis kommentarer