Brøndby-boss: Holmstrøm er DK's ældste teenager

Anders Bay, Brøndbys kommunikations- og marketingsdirektør, afviser at have hentet inspiration hos professor Tribini

Er denne mand, 66-årige Niels-Christian Holmstrøm, Danmarks ældste teenager? Det mener Brøndbys kommunikations- og marketingsdirektør Anders Bay. - Foto: Polfoto.
Er denne mand, 66-årige Niels-Christian Holmstrøm, Danmarks ældste teenager? Det mener Brøndbys kommunikations- og marketingsdirektør Anders Bay. - Foto: Polfoto.

Heller ikke i julen sænker freden sig ved fronten mellem Brøndby IF og FC København.

- Vi hører retorikken fra Vestegnen, og selv om den indtil videre lyder mest som professor Tribini (legendarisk gøgler og tryllekunster fra Dyrehavsbakken, der kaldte sig professor), så har vi også fået sportslige udfordringer fra FC Midtjylland og AaB, lød det fra FCK-næstformanden.

Anders Bay, Brøndbys marketing- og kommunikationsdirektør, er ikke sen til at svare igen på Niels-Christian Holmstrøms kække udmelding i Tipsbladet om, at retorikken, man hører fra Vestegnen, minder ham om den sagnomspundne gøgler professor Tribini.

- Det er jo en Holmstrøm Classic. Meget underholdende. Jeg fik trænet både lattermuskler og smilebånd, da jeg læste hans nytårstale, siger Anders Bay og afviser at have strikket Brøndbys kommunikations-strategi sammen med inspiration fra professor Tribini, der døde i 1973.

- Tribini har aldrig været en del af mit pensum. Her må Holmstrøm, der vist er uddannet skolelærer, bare tilgive mig og dele ud af sin visdom næste gang, vi ses. Jeg kan til gengæld forstå på Holmstrøm, at vi vist har gjort noget meget uartigt, men nu har jeg læst hans udslip tre gange, og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad det er, der er så slemt.

Se også: Holmstrøm gør grin med Brøndby

Mest af alt ser Anders Bay udmeldingen fra Niels-Christian Holmstrøm som et indslag halvvejs ovre i den muntre afdeling.

- Selvfølgelig skal vi kunne rumme kritik; også når den kommer fra FC København og Niels-Christian Holmstrøm. Så vi lever med, at han øffer lidt. I det hele taget var det rart med et livstegn fra dansk fodbolds ældste teenager.

Det er givetvis faldet Niels-Christian Holmstrøm, der i forbifarten bemærket er 66 år, for brystet, at Brøndby-formand Aldo Petersen i efteråret tilkendegav, at Brøndby har mulighed for at blive dansk mester, hvis alt flasker sig.

Se også: Brøndby henter TV-boss

Ifølge Anders Bay har man ingen intentioner om at skrue for meget på de optimistiske knapper.

- Det skal ikke være for langhåret: Vi forsøger at være afsender på en kommunikation, hvor kernen er åbenhed, troværdighed og tilgængelighed. Det er hverken hokus-pokus eller specielt samfundsomstyrtende. Nogle gange lykkes vi bedre end andre. Det er min afdeling. Når vi rammer forbi skiven eller ikke er dygtige nok til at inddrage vores omgivelser, skal jeg have en tur i tørretumbleren.

- Vi har fra dag et besluttet os for at vise overskud og ydmyghed – ikke bekymre os så meget om, hvad de andre foretager sig. Man flytter sig aldrig, hvis man bliver fodslæbende eller bruger sin sparsomme tid på at kopiere eller iagttage andre, lyder det fra Anders Bay, der aldrig nåede at opleve professor Tribini folde sig ud på Dyrehavsbakken, hvor han i mange år underholdt med sine show.

Se også: Ny Brøndby-boss: Vi skal være åbne og ægte

0 kommentarer
Vis kommentarer