Makienok: Jeg vil til Premier League

- Men jeg har tålmodighed på at vente til den rigtige klub dukker op, forsikrer Simon Makienok

Simon Makienok er efterspurgt, men han har ikke travlt med at komme til udlandet. Hans store drøm er et skifte til Premier League. (Foto: Ernst van Norde)
Simon Makienok er efterspurgt, men han har ikke travlt med at komme til udlandet. Hans store drøm er et skifte til Premier League. (Foto: Ernst van Norde)

Han er endnu ikke klar til at træne med holdkammeraterne efter tre måneders skadepause. Alligevel er han et af Superligaens største salgsobjekter.

Simon Makienok har stadig to et halvt år igen af sin kontrakt med Brøndby, men så længe bliver han med sikkerhed ikke på Vestegnen.

Simon Makienok vil til Premier League. Men skal han via en anden liga først, tager han den udfordring med på vejen.

- Siden jeg var lille har min store drøm været at spille i Premier League. Den drøm håber jeg bliver opfyldt en dag, siger angriberen, der siden starten af oktober har kæmpet med en drilsk skade i venstre forlår.

Brøndby hæver prisen på Makienok

- Jeg er glad for at være i Brøndby og rejser kun ud, hvis det er den rigtige klub. Der skal være en klar plan for mig, ligaen skal være på et højere niveau og klubben skal have ambitioner, siger Simon Makienok, der i sommer havde muligheden for en lejeaftale med Crystal Palace.

- Det er ikke aktuelt at blive udlejet. Når jeg en dag skal væk fra Brøndby, bliver der tale om et salg, fastslår han.

Nu lysner det for Makienok

Som det fremgik her på sitet tidligere i dag har Brøndby skruet forventningerne i vejret til et muligt salg. Interesserede klubber skal formentlig lægge på den anden side af 25 mio. kr., før Brøndby kan finde på at nikke ja tak.

Simon Makienok var ikke med på træningsbanen sammen med de øvrige holdkammerater mandag. Han blev inde i varmen i styrketræningslokalet.

- Jeg fik to scanninger af låret i vinterpausen. Lægerne har besluttet, at jeg de kommende to uger skal gå stille og roligt i gang. Så jeg kommer ikke til at indgå i boldtræningen før om tidligst et par uger, siger Simon Makienok.

Han rejser dog med spillertruppen på træningslejr næste mandag til Dubai, hvor han bare må træne på skånekost, mens holdkammeraterne kæmper for at komme op i gear.

Brøndby tilbydes store stjerner