Brøndby-forsvarer til Skive i stedet for Dubai

Brøndby-forsvareren René Joensen er ikke med, når truppen i eftermiddag drager på træningslejr til Dubai. Han skal i stedet prøvetræne i Skive og FC Roskilde

René Joensen er på vej væk fra Brøndby (Foto: Anthon Unger)
René Joensen er på vej væk fra Brøndby (Foto: Anthon Unger)

Brøndby har givet den 20-årige forsvarsspiller René Joensen et klart vink med en vognstang ved at udelade ham fra træningslejren i Dubai. Joensen er nemlig ikke med på flyet, når Brøndby-delegationen rejser mod ørkenstaten i eftermiddag.

I stedet skal René Joensen træner med først Skive og siden FC Roskilde. Det skriver Brøndby på klubbens hjemmeside.

- Når Brøndby IF's Superligatrup om cirka fem timer sætter kurs mod Dubai, bliver det uden René Joensen. Den 20-årige forsvarsspiller er således i Jylland for at vise sine kvaliteter frem i Skive IK, som i øjeblikket fører 2. division Vest med 13 sejre og to uafgjorte opgør. Onsdag går turen så til førerholdet i 2. division Øst, FC Roskilde, der ligeledes har indbudt René Joensen til at træne med.

René Joensen har blot spillet én Superliga-kamp og har kontraktudløb med Brøndby til sommer.